»Jeg har arbejdet med det her marked i over 20 år, og jeg har aldrig set det være så ustabilt«.
Sådan siger Leif Nielsen, branchedirektør i DI Fødevarer.
Ligesom resten af danskerne har han i den seneste tid kunnet se priserne på fødevarer løbe løbsk.
Priserne har været på himmelflugt længe, og da Rusland for snart fire uger siden invaderede Ukraine, blev det kun værre.
Rusland og Ukraine står nemlig for 29 procent af verdens samlede hvedeeksport.
Sammenlagt med de enorme prisstigninger på energi, der bruges i enhver fødevareproduktion, har krigen derfor store konsekvenser for priserne på hvede, der bruges til at lave brød og gryn.
»Hvis både Rusland og Ukraines landbrug bliver trukket ud af markedet, kommer vi til at få en decideret mangel på korn,« siger Leif Nielsen.
Han understreger, at Danmark langtfra vil blive lige så hårdt ramt som lande i Afrika og Asien, hvor prisstigningerne kan føre til decideret sult. Dog er det noget, man som dansker vil kunne mærke i form af dyrere varer hos bageren og i supermarkedet.
»For nogle danskere vil det nok betyde, at man vil spise den sidste skive af rugbrødet i stedet for at smide det ud for at optimere sin egen økonomi,« siger Leif Nielsen.
For bagermester og indehaver af Sct. Peders Bageri i København Torben Sørensen er hvede blot det seneste i en række af fødevareprodukter, der stiger i pris. Smør og mælk er blandt de fødevarer, der også er blevet dyrere.
Samlet har bagermesteren inden for kort tid måttet sætte priserne op med 20 procent på grund af prisstigninger på råvarer.
På brød og wienerbrød er priserne sat op med 10 procent alene siden krigens start.
Alligevel er han ikke bange for, at hans kunder søger billigere alternativer til bagværket på Sct. Peders Stræde.
»Folk vil have deres ting under alle omstændigheder. Folk vil gerne betale mere, så længe de får kvalitet,« siger den 56-årige bagermester.
Han medgiver dog, at det formentlig ikke vil være alle, der kommer til at klare prisstigningerne lige så gnidningsfrit, som han selv har.
»For nogle vil prisstigningerne have konsekvenser, det vil de helt sikkert,« siger Torben Sørensen, der samtidig håber, at priserne ikke stiger mere, end de allerede har gjort.
Det er dog ikke sikkert, at han kan få det ønske opfyldt.
Ifølge New York Times er priserne på hvede allerede steget med 21 procent siden invasionens start, og spørger man Leif Nielsen, er det svært at forudsige, om den udvikling vil fortsætte.
Hvis krigen hæmmer ukrainernes evne til at høste inden for de næste måneder, kan det nemlig blive en dyr fornøjelse.
»Hvis krigen bliver så hård, at det ikke kan lade sig gøre at høste kornet i Ukraine i tilstrækkeligt omfang, kommer det til at få ganske alvorlige konsekvenser på fødevaremarkedet – i værste fald sult,« siger Leif Nielsen med henvisning til, at folk ikke har råd til at brødføde sig selv i ulandene.