Den 1. april skulle have været det helt store brag. Dagen, hvor regeringens afgifter ramte som en hammer og bankede prisen for cigaretter i vejret med 34 procent fra 41 til 55 kroner pakken.

Men her 42 dage senere er der intet sket. Cigaretter koster fortsat 41 kroner langt de fleste steder.

»Det ærgrer mig, at priserne ikke er steget endnu. Hver dag med det prisniveau er en dag for meget,« lyder det fra Niels Them Kjær, projektchef i Kræftens Bekæmpelse.

Hos Coop, der driver over 1.000 dagligvarebutikker i Danmark, bekræfter man, at de fleste cigaretter fortsat ikke er steget i pris.

»Der er et lager, som skal sælges med de gamle priser. Så selv om ganske få butikker er nået til, at en pakke cigaretter nu koster 55 kroner, så er det stadigvæk de gamle priser i langt de fleste butikker,« siger Jens Juul Nielsen, kommunikationsdirektør i Coop.

Men der er også årsager, som får Kræftens Bekæmpelse til at smile lidt.

»Vi ved, at der er opbygget et lager med de gamle priser, og det er på cirka en halv milliard cigaretter. Det svarer til 10 procent af et årsforbrug. Så jeg havde regnet med, at prisstigningerne var slået igennem i starten af maj,« siger Niels Them Kjær:

»Men når det ikke er sket, så hænger det nok sammen med, at der har været en nedgang i salget af cigaretter, så man ikke har nået at opbruge lageret med gamle priser på.«

Og det er der to grunde til:

»Der bliver røget flest cigaretter om sommeren til sociale sammenkomster, og dem er der jo ikke så mange af. Så der er en del cigaretter i forbindelse med fester, der ikke bliver røget,« siger Niels Them Kjær:

»Og så er der sket en stigning i antallet af danskere, der helt er holdt op med at ryge. Allerede siden finansloven blev vedtaget, har vi set den tendens. Men under coronakrisen har vi også set en stigning på 250 procent i antallet af aktive profiler på e-kvit-appen, som hjælper til rygestop. Så der er mange, der har brugt krisen til at tænke over deres sundhed.«

Kræftens Bekæmpelse forventer, at langt de fleste pakker cigaretter har en pris på 55 kroner ved udgangen af maj.