Det var først, da 72-årige Preben Klitgård i starten af januar stod foran hylden med sin favorit-øllebrød, at det for alvor slog ham.

Prisen var steget fra 18,95 kroner til 26,95 kroner på 14 dage. En stigning på 42 procent. En stigning, som fik Preben til at undre sig.

»Jeg havde jo godt bemærket, at mange fødevarer var steget i pris, og jeg havde også hørt min datter tale om det. Men det her er altså en prisstigning på 42 procent på to uger. Det ser meget mærkeligt ud,« siger Preben Klitgaard.

Og øllebrød er ikke det eneste, der er steget kraftigt i pris, har Preben bemærket.

Føtex har – som resten af landets supermarkeder – høvet priserne på en lang række varer
Føtex har – som resten af landets supermarkeder – høvet priserne på en lang række varer Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Faktisk viser en gennemgang, som B.T. har foretaget, at omkring hver tredje vare, B.T. registrerede priser på i Føtex sidste år, er steget i pris.

Det samme billede tegner sig i alle andre supermarkedskæder.

I mange tilfælde er der tale om stigninger på en, to eller tre kroner per vare. Men der er også adskillige eksempler på, at priserne er braget langt kraftigere i vejret på meget kort tid.

En pose BKI Extra Rød kaffe er eksempelvis gået fra at koste 27,95 kroner til nu at koste 42,95 kroner – en prisstigning på 53 procent.

En liter solsikkeolie er steget fra 9,95 kroner til 16,95 kroner – 70 procents stigning.

En pakke Riberhus-ost i skiver er steget med 22 procent fra 26,95 til 32,95 kroner, mens et helt stykke Riberhus-ost er steget fra 54,95 kroner til 70,95 kroner – en stigning på 29 procent.

Og man kan blive ved.

Det er stigninger i den størrelsesorden, der for alvor har fået Preben Klitgård til at undre sig.

»Vi taler om, at inflationen i Danmark er omkring tre procent. Det er fint, at supermarkederne hæver priserne lidt, hvis de har stigende udgifter. Men her taler vi altså om prisstigninger på 30-40 procent. Så meget er der jo ikke noget, der stiger i pris på 14 dage,« siger Preben Klitgård:

»Man får tanken, at al den snak om inflation har fået Føtex til at give den fuld gas med prisstigningerne. Jeg synes, det lugter.«

Hos Føtex afviser man, at der er gået prisstignings-bonanza i den, og peger på stigende priser hos leverandører som hovedårsag.

Føtex har sågar en glædelig nyhed til Preben. Det vender vi tilbage til om lidt.

Råvareprisen på kaffe er steget kraftigt
Råvareprisen på kaffe er steget kraftigt Foto: Mathias Svold
Vis mere

Men først: Findes der egentlig en situation, hvor prisstigninger på mellem 20 og 50 procent på få uger nogensinde kan være realistiske og retfærdige?

B.T. har spurgt en af landets førende eksperter på området.

»Lige i forhold til de her varer – øllebrød, kaffe, ost og olie – der har vi set råvarepriserne stige meget kraftigt siden midten af 2020. Så der er nogle bagvedliggende priser, der har gjort, at en del varer med korn, mælkepulver, olie og kaffe er steget i pris,« forklarer Henning Otte Hanen, professor i afsætningsøkonomi på Københavns Universitet:

»At prisen stiger kraftigt i ét hug er heller ikke usædvanligt. Supermarkederne har kontrakter med deres leverandører, hvor de betaler en fast pris i eksempelvis et år ad gangen. Når de kontrakter skal genforhandles, kan prisen stige, hvis kaffeleverandøren eksempelvis selv står med stigende råvarepriser. Når den nye kontrakt så starter, kan det udløse et stor prishop i supermarkedet fra dag til dag.«

Han har dog en lille tilføjelse:

»Historisk har vi ofte set, at priserne stiger mere, end råvareprisen berettiger til. Og der er det jo supermarkedet, der skruer ekstra op.«

Tilbage hos Føtex starter vi med en god nyhed til Preben.

Føtex forklarer nemlig, at prisstigningen på øllebrød er en fejl. Den pris skulle aldrig være steget og er simpelthen røget med i en bølge af prisstigninger ved et uheld.

Derfor bliver prisen nu rettet ned igen.

Spørgsmålet er så, om ikke det lige præcis er et eksempel på, at Føtex er blevet grebet lidt af prisstigningsstemningen og først retter den ned nu, når det bliver opdaget?

Den 'teori' afviser Salling Group blankt.

»Vors interesse er, at de højere priser hos vores leverandører ikke rammer kunderne. Derfor sætter vi ikke priserne højere end nødvendigt, da vi risikerer, at kunderne fravælger os, og det er vi bestemt ikke interesserede i,« lyder det i et svar fra Jacob Krogsgaard Nielsen, presseansvarlig hos Salling Group:

»Vi forsøger at holde vores priser så lave som muligt, så vi også nu er konkurrencedygtige på tværs af hele dagligvaremarkedet.«

Andre læser også