Populært som aldrig før: Så længe skal du vente, hvis du vil være vinterbader


Træk vejret ind, hop i og mærk fornemmelsen af iskoldt prikkende vand på hele kroppen, inden du igen befinder dig i saunaen, som langsomt varmer din krop op igen. Sådan er det for de fleste vinterbadere.
Drømmer du om at blive en af dem? Så skal du se med her, hvor B.T. giver dig overblikket over fem vinterbadeklubber i Aarhus og deres ventetider.
5. Vinterbadeklubben Ballehage, Højbjerg

Medlemspris: 500 kroner pr. sæson
60 på venteliste
Optages nye medlemmer mellem 1. september og 1. maj
Nøgenhed: Tilladt
Trods navnet har Vinterbadeklubben Ballehage åbent hele året – og hele døgnet – rundt. Foruden medlemsprisen koster det 100 kroner i depositum og 100 kroner at stå på venteliste i klubben. Klubben har lige nu 120 medlemmer, og der forventes at blive optaget cirka 20 nye til denne sæson.
Medlemmerne bader i havet, og der er ikke sauna men en brændeovn at varme sig ved bagefter. Derudover afholder klubben diverse arrangementer som nytårsbadning, forårsjævndøgn med brunch, fredagsbarer og julefrokoster.
4. Baderiget Marselisborg, Aarhus C

Medlemspris: 600 kroner pr. sæson
100 på venteliste efter optagelse til denne sæson
Optages nye medlemmer i september og oktober
Nøgenhed: Ikke tilladt
Baderiget Marselisborg har åbent fra 7 til 21 alle dage hele året. Foruden medlemskabet koster det 100 kroner at stå på venteliste og 50 kroner i depositum for adgangskort. Klubben bestræber sig på, at de tilmeldte maksimalt står på venteliste i to sæsoner inden optag, og derfor har ventelisten også været lukket i cirka et år. Der er lige nu 700 medlemmer, og der bliver optaget cirka 500 nye medlemmer i løbet af 2021.
Medlemmerne bader i havet og kan derefter varme sig i en af klubbens to saunaer. Der afholdes forskellige arrangementer som gus og vildmarksbad.
3. Vikingeforeningen Morgenbaderne, Højbjerg

Medlemspris: 300 kroner pr. sæson
96 på venteliste
Ventelisten er lukket, men der vil komme info på hjemmesiden, når den åbnes
Nøgenhed: Tilladt
Hvis du skal være en del af Vikingeforeningen Morgenbaderne, skal du stå tidligt op. De har nemlig åbent fra 6 til 8.30 i hverdagene og fra 6 til 9.30 i weekenderne. Udover medlemskabet koster det 150 kroner at stå på venteliste. Der er lige nu cirka 550 medlemmer, og der optages cirka 50 nye om året.
Medlemmerne bader i havet og har også både sauna og badebro. Sæsonen løber fra midt september til midt maj, hvor der også afholdes diverse arrangementer som vintersolhvervsmarkering og Skt. Hans.
2. Vinterbadeklubben Aarhus Ø, Aarhus Ø

Medlemspris: 600 kroner pr. sæson
500 på venteliste
Fra 16. august 2021 optages igen nye medlemmer
Nøgenhed: Ikke tilladt
Klubben har åbent 6-21 i hverdage og 13-21 i weekenderne. Udover medlemsprisen koster det 50 kroner at stå på venteliste. Sæsonen starter 1. oktober og slutter 31. maj. Der er lige nu 1.000 medlemmer, og klubben forventer at holde det tal, så der optages det antal nye medlemmer, som der er gamle, der springer fra.
Klubben har et rundt bassin, som medlemmerne bader i, og derudover er der to saunaer. Klubben har også et godt fællesskab med diverse arrangementer som fuldmånebadning, meditation og foredrag.
1. Vikingeklubben Jomsborg, Risskov

Medlemspris: 600 kroner pr. sæson
915 på venteliste
Optages nye medlemmer i september
Nøgenhed: Påkrævet
Klubben har åbent hver dag fra klokken 6 til 23, og sæsonen løber fra start af september til 31. maj. Man betaler 600 kroner for at stå på venteliste, men pengene dækker herefter prisen for kontingent den første sæson. Der er lige nu 9.500 medlemmer, og klubben forventer at optage 1.325 denne sæson.
Medlemmerne bader i havet ved Den Permanente Badeanstalt og har derudover hele fire saunaer. Der afholdes en masse fællesarrangementer som fuldmånebadning, fredagsbar, nytårsgys og kunstudstillinger.