Venstre og Liberal Alliance blander sig nu i den diskussion, der torsdag er opstået i dagligvarebranchen, efter Salling Groups direktør Per Bank er gået ud med et forslag om at suspendere lukkeloven i påsken.

Et forslag, som eksempelvis har mødt modstand fra konkurrenterne Coop og Dagrofa, og nu kommer oppositionspartiet Venstre så med en opfordring til regeringen.

Salling Groups direktør Per Bank motiverer sit forslag med, at hvis alle butikker holder åbent som normalt, så undgår man, at kunder stimler tæt sammen i de butikker, der fortsat har åbent på helligdage.

Og det argument forstår man godt i Venstre.

»Jeg forstår godt ønsket om at få spredt handlen ud i påsken, og jeg forstår godt bekymringen for, hvad der sker, når så mange butikker er tvunget til at holde lukket i påsken,« siger Torsten Schack Pedersen, erhvervsordfører for Venstre:

»Vi mener, at regeringen bør kigge meget, meget grundigt på det her, og at regeringen bør lytte kraftigt til den opfordring, der er kommet.«

Hvis regeringen lytter til forslaget og suspenderer lukkeloven, vil det betyde, at alle Føtex-, Bilka-, Lidl- og Rema 1000-butikker slipper for at lukke i helligdagene i påsken.

Samtidig vil 400 Coop-butikker og halvdelen af Nettos butikker, der normalt ville være nødt til at lukke, kunne holde åbent.

Både Coop og Dagrofa har meldt sig som modstandere af forslaget. I Lidl, Salling Group og Rema 1000 bakker man op. Hos Venstre mener man, at de butikker, der eventuelt er imod at suspendere lukkeloven, bare kan lade være med at holde åbent.

»Det vil i givet fald være et tilbud om, at man kan holde åbent, så det må man naturligvis selv bestemme,« siger Torsten Schack Pedersen:

»Men når nogle efterspørger den mulighed, så synes vi, i den her situation, at det er helt naturligt at give butikkerne den mulighed.«

Også Liberal Alliance bakker op om Venstres besked til regeringen.

I en skriftlig kommentar siger partileder Alex Vanopslagh, at man opfordrer regeringen til at suspendere lukkeloven.

Videre lyder det:

»Vi mener, det er sund fornuft i en tid, hvor det handler om at sikre, at færrest muligt samles de samme steder, så vi undgår yderligere smitte af coronavirus. Derfor opfordrer vi nu erhvervsministeren til at tage dette skridt.«

B.T. har torsdag være i kontakt med Erhvervsministeriet. Her er man ikke klar til at kommentere konkret på Salling Groups forslag, men oplyser, at man er opmærksom på debatten.