Det skal udløse bøder og risiko for at blive hængt ud i en offentlig gabestok, når supermarkeder skilter med én pris i butikken og opkræver en anden ved kassen. Det foreslår Enhedslisten, efter B.T. de seneste uger har sat fokus på problematikken. Også Venstre er klar med bøder.

»Det er vildledende markedsføring. Hvis man er lidt grov, er der tale om svindel.«

Sådan lyder det fra Øjvind Visholm, forbrugerordfører for Enhedslisten på Christiansborg. Han har nu bedt erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) forholde sig til problematikken.

Også Venstres forbrugerordfører, Torsten Schack Nielsen, melder sig klar til at stange bøder ud til supermarkederne.

Det sker, efter B.T. i en række artikler har afdækket, hvordan danske forbrugere ofte oplever prisfejl på kvitteringen, når de handler i landets supermarkeder.

Enhedslisten mener, at indsatsen mod prisfejl skal oppes markant.

Øjvind Visholm peger på Fødevarestyrelsens kontrolbesøg som en model, der i mindre målestok kunne fungere.

»Man kunne lave kontrolbesøg hos en række supermarkeder og kontrollere, om de har styr på priserne. Så kunne man lave en slags offentlig gabestok, så forbrugerne kan se, hvilke supermarkeder man kan stole på,« foreslår Øjvind Visholm og uddyber:

Torsten Schack Pedersen, erhvervsordfører for Venstre, vil have Forbrugerombudsmanden til at sætte ind over for prisfejl i supermarkeder.
Torsten Schack Pedersen, erhvervsordfører for Venstre, vil have Forbrugerombudsmanden til at sætte ind over for prisfejl i supermarkeder. Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Vis mere

»Selvom det måske bare er sjusk, så har det efterhånden karakter af systematisk sjusk. Så ligesom man kan få bøder for at sjuske med fødevaresikkerhed, bør man også kunne få bøder for at sjuske med prismærkning.«

Også Venstre er klar til at tage hårdere fat for at få supermarkederne til at sørge for, at priserne stemmer ved kassen.

»Det er vildledende markedsføring det her, og det er oplagt, at Forbrugerombudsmanden nu tager en runde på det her område. Der skal langes nogle bøder over disken, så butikker indser, at det her er noget, de skal til at få styr på,« siger Torsten Schack Pedersen, erhvervsordfører for Venstre, og uddyber:

»Det er simpelthen for dårligt, at branchen ikke selv har gjort noget ved det her. Det er ikke første gang, at den her problematik er oppe at vende. Vi politikere er sådan set nødt til at gøre noget.«

Han vil nu opfordre Forbrugerombudsmanden til at sætte fokus på prisfejl i supermarkeder.

B.T. har været i kontakt med flere partier i Folketinget.

I Liberal Alliance er man ikke helt afvisende over for at gribe ind politisk, hvis ikke supermarkederne løser problemerne selv.

'I første omgang vil jeg opfordre butikkerne til at få øget fokus på problemet og hanke op i sig selv. Der bør altså være overensstemmelse mellem den opgivne pris og den faktiske,' skriver May-Britt Kattrup, erhversordfører for Liberal Alliance, i en e-mail:

»Man kan godt tale med store bogstaver uden at lovgive eller regulere. Hjælper det ikke, kan det måske blive relevant at se på andre tiltag.«

I Dansk Folkeparti er der ikke stor appetit på at gribe ind.

Her mener Dorte Ullemose, forbrugerordfører for Dansk Folkeparti, at et indgreb risiskerer at 'blive for indgribende'. Hun tilføjer dog i en e-mail:

»Men det er omvendt også klart, at det er et område, vi skal holde øje med, når omfanget af prisfejl tydeligvis er så stort.«