Et borgerforslag om at sænke afgiften på benzin har for længst nået 50.000 underskrifter. Alligevel er nordjyske politikere ikke begejstrede for det.

For mens prisen på benzin og diesel buldrer derudaf, og er steget med hele 14-18 procent, så skeler mange danskere til pengepungen og benzinstanderen, når der tankes.

Men selvom det er forståeligt, at den almindelige dansker gerne vil have sænket afgiften, er det ikke en levedygtig løsning, siger nordjyske Orla Hav (S), der er medlem af Folketingets Forsyningsudvalg.

»Jeg kan godt forstå, at folk kommer med gode forslag, men man kan ikke gribe det ud af en sammenhæng. Hvis du piller en stor indtægtskilde ud, så skal du finde en ny, så det ikke kommer til at berøre vores velfærd i samme omfang.«

Det går ud over velfærden, hvis man alene sænker afgiften uden at kompensere for den manglende indtægtskilde, lyder det fra Orla Hav (S).
Det går ud over velfærden, hvis man alene sænker afgiften uden at kompensere for den manglende indtægtskilde, lyder det fra Orla Hav (S). Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han understreger, at bilen er vigtigt redskab, og at budskabet fra borgerne er hørt, men at det er  vigtigt, at en eventuel afgiftsningssænking kommer i 'den store regnemaskine'.

Og hans kollega i forsyningsudvalget Bjarne Laustsen (S) er enig.

»Det er et sympatisk forslag, men det har den svaghed, at det kun løser det ene problem: prisstigningen for forbrugerne,« siger han og fortsætter:

»Og selvfølgelig tænker den enkelte på, hvad det koster for dem. Men når vi har brugt penge på at holde hånden under danske virksomheder, flere penge til sundhed og nu også flere penge til forsvaret, så nytter det ikke noget, at vi tømmer statskassen,« siger Bjarne Laustsen.

Omend det er sympatisk forslag, er det ikke en levedygtig løsning at sænke afgiften på benzin og diesel. I stedet skal der findes inspiration i 70ernes oliekrise, siger Bjarne Laustsen (S).
Omend det er sympatisk forslag, er det ikke en levedygtig løsning at sænke afgiften på benzin og diesel. I stedet skal der findes inspiration i 70ernes oliekrise, siger Bjarne Laustsen (S). Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han mener i stedet, at man skal finde inspiration i 70ernes oliekrise, hvor der blev indført bilfrie søndage. Desuden kan bilister vinde meget ved at lette speederfoden og sætte hastigheden ned, lyder det fra Bjarne Laustsen.

Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, mener heller ikke, borgerforslaget er problemfrit.

»Det har jo den store ulempe, at så mangler staten pengene i kassen, og det har jo samme konsekvens, som hvis det er nogle andre afgifter, der bliver sat ned, eller man havde brugt pengene på noget andet, og der er jo ikke penge i statskassen, det vi kalder råderummet, det er jo brugt fuldstændig,« siger han til Tv2Nord.