Virksomheden Naturmælk A.M.B.A. tilbagekalder flere produkter af økologisk piskefløde.
Det oplyser Fødevarestyrelsen.
Tilbagekaldelsen skyldes, at der er fundet urenheder. Nærmere bestemt nogle sorte flager i flere af produkterne.
'Forekomst af urenheder i produktet gør det uegnet som fødevare', lyder risikovurderingen af produkterne.
Produkterne, der tilbagekaldes, er piskefløde, som er produceret 16. maj 2021, med bedst før 26. maj 2021 – og med mærket T-316.
Nettoindholdet af de uanvendelige produkter er både på en halv og kvart liter.
Fødevarestyrelsen oplyser videre, at fløden er solgt i Bilka, Føtex, Netto og Kvickly i Tønder, samt lokale SuperBrugsen og Min Købmand i Sønderjylland.
Hvis du er en af dem, som sidder med fløden, kan du returnere det i butikken, hvor det er købt.
Du kan også blot vælge at kassere det.