Nemme, hurtige penge lige ned i lommen.

Det lyder som en sætning fra en gangsterfilm, men det er ikke desto mindre en sætning, som for mange er relativt nem at få til at blive til virkelighed, når det gælder dine egne udgifter til mobiltelefoni.

For ekstremt mange danskere går lige nu rundt og betaler unødigt meget for deres teleabonnement. Der skal ikke meget til, før du kan opnå en besparelse.

To førende teleeksperter giver her deres bedste råd til, hvordan du laver nemme og hurtige penge.

Nicholas Fredriksen, mangeårige teleanalytiker ved Telepristjek.dk.

»Langt de fleste skifter abonnement, fordi de køber en ny telefon af det selskab, de skifter til.«

»Der er det ofte sådan, at det selskabs abonnement – eksempelvis Yousee – ofte er dyrere end de billige selskaber, fordi merprisen fungerer som tilskud til prisen på telefonen.«

»Men mange glemmer, at man faktisk ikke er bundet til selskabet i mere end seks måneder. Så selvom du betaler af på telefonen i 24 måneder, kan du skifte til et billigere abonnement hos et andet selskab de sidste 18 måneder.«

Eksempel: Du betaler 169 kroner om måneden hos Yousee, men efter bindingsperioden på seks måneder skifter du selskab og får et lignende abonnement til 99 kroner om måneden.

Besparelse: 1.280 kroner over de kommende 18 måneder.

Martin Salamon, cheføkonom ved Forbrugerrådet Tænk og mangeårig teleekspert

»Der er ekstremt mange danskere, som går rundt og betaler for ren luft. Mit bedste råd er at se på sin profil hos sit teleselskab eller regning og finde ud af, hvor meget, man rent faktisk bruger.«

»De fleste vil simpelthen få sig en overraskelse. Du skal kigge på forholdet mellem det, du betaler for, og det, du rent faktisk bruger.«

»Jeg gjorde det selv for noget tid siden. Jeg havde et abonnement med 20 timers tale og 20 GB data. Da jeg så på mit reelle forbrug, havde jeg ikke brugt mere end fire GB data eller fire timers tale en eneste gang på seks måneder. Og så var det altså tid til at spare nogle penge.«

Eksempel: Du har et abonnement hos Telenor med 30 GB data til 200 kroner om måneden, men bruger kun 10 GB data. Du skifter til Telenors abonnement med 15 GB data til 160 kroner om måneden i stedet.

Besparelse: 480 kroner om året.