Mange danskere udnytter en kærkommen påskeferie til at drage mod ro og afslapning i udlandet – men i år kan det ende i kaos.

Det skyldes, at adskillige medarbejdere i store og travle europæiske lufthavne varsler strejke.

Primært i Frankrig og Storbritannien trues flyafgange af aflysninger og forsinkelser.

Lars Thykier, direktør i Dansk Rejsebureau Forening, følger løbende med i situationen og erkender over for B.T., at strejkerne i år kan skabe vanskeligheder i påsken.

Passsagerer, som er ramt af strejke.
Passsagerer, som er ramt af strejke. Foto: GIL COHEN-MAGEN
Vis mere

»Problemet er, at strejkerne kan komme med meget kort varsel. Det triste er, at vi desværre er ved at være vant til strejker. Og denne gang kan det blive et helvede.«

»Jeg har dog ikke hørt, at danskere er bekymret eller overvejer ikke at tage af sted. Rejserne er jo købt.«

SAS oplyser til Jyllands-Posten, at de endnu ikke har aflyste fly. Dog dirigerer man fly uden om det franske luftrum på grund af de kommende strejker, hvilket medfører forsinkelser.

Sagen i Frankrig er nemlig den, at tusindvis strejker og demonstrerer mod præsident Macrons omdiskuterede pensionsreform, som han for nylig trumfede igennem.

Reformen har ingen betydning for franske flyveledere, men de vælger at strejke i solidaritet med dem, reformen omfatter.

Det betyder ikke kun, at fly risikerer ikke at kunne lande i Frankrig, når der strejkes – men fly risikerer også at skulle uden om fransk luftrum, skriver Jyllands-Posten.

Flyselskabet Ryanair måtte i forrige weekend aflyse 230 fly som følge af strejken, hvilket ramte 41.000 passagerer. Administrerende direktør Michael O'Leary har endvidere kaldt strejkerne en »katastrofe«, skriver britiske Independent.

EasyJet stemmer i og påpeger, at strejkerne kan skabe problemer som ringe i vandet, hvilket rammer hele branchen.

Det skal dog siges, at ingen lufthavne har meldt om aflysninger i påsken for nu. Men Lars Thykier forstår flybranchens bekymring:

»Desværre er det en problemstilling, som er svær at løse. For som sagt, så kan strejkerne ske meget, meget hurtigt. Derfor kan jeg godt forstå, at flybranchen er bekymret. Det kan også være svært for flyselskaberne, for det er et problem, som de ikke har noget med at gøre.«

Københavns Lufthavn oplyser til B.T., at de heller ikke kan sige meget på nuværende tidspunkt:

»Det er svært at forudse, hvordan strejken vil påvirke påsketrafikken. Man skal dog være forberedt på, at der kan være aflysninger af enkelte afgange til Frankrig, mens man risikerer at opleve forsinkelser på fly til for eksempel Spanien og Portugal, der skal ind over fransk luftrum. Det bedste råd er, at holde øje med sit fly i vores app.«

Næste strejke i Frankrig er planlagt 6. april.

I Londons største lufthavn, Heathrow, har op mod 1.400 sikkerhedsvagter nedlagt arbejdet fra fredag på grund af en lønkonflikt. Ifølge BBC varsler flere af de strejkende først at vende tilbage til arbejdet 9. april – altså når påsken er ovre.

Også de største lufthavne i Tyskland har været ramt af aflysninger og forsinkelser op til flere gange. Senest mandag, fordi ansatte i transportsektoren kræver mere i løn. Ingen nye strejker er lige nu varslet i Tyskland.