Med påsken lige om hjørnet og forårsvejr på vej vælger mange at tage deres sommerhus i brug for det nye år.
Det kan dog blive en dyr omgang efter en lang og kold vinter, og derfor risikerer sommerhusejere at blive mødt af skjulte skader.
For vandskader og frostsprængte vandrør opdages ofte først, når husene tages i brug igen efter måneder uden opsyn.
I en pressemeddelelse opfordrer forsikringsselskabet If nu sommerhusejere til at være ekstra forsigtige – når de skal ud og nyde påskeferien i deres sommerhuse.
»Vi har set mere end dobbelt så mange frostsprængninger denne vinter sammenlignet med forrige vinter. Derfor kan der også gemme sig skader i landets sommerhuse,« siger Helene Ibsen, der er boligchef i selskabet, og fortsætter:
»Efter en frostsprængning kan vandet for eksempel have trængt ned i gulvet, og det kan blive dyrt at udbedre, hvis gulvet har stået urørt i månedsvis. Skaden kan blive endnu større, når der tændes for vandet igen. Derfor er det vigtigt at være ekstra opmærksom, før man tænder for vandet.«
If foreslår også sommerhusejere at give huset et grundigt forårstjek med særligt fokus på vandrør, afløb og tegn på fugt netop for at undgå unødigt store skader.
Og sommerhusene kan også være ramt af fugt- og vandskader.
Det kan ske, hvis fygesne er trængt ind gennem ventilationsåbninger, under tagsten eller ved inddækninger.
Det er derfor vigtigt, at man giver sit sommerhus et grundigt forårstjek med særligt fokus på vandrør, afløb og tegn på fugt for at undgå unødigt store skader, mener If.
Forsikringsselskabet kommer med fem gode råd til at bekæmpe yderligere omkostninger:
Gennemgå vandrør og afløb, inden du tænder for vandet
Hold øje med utætheder og fugt, også efter vandet er tændt
Tjek for misfarvninger eller skjolder på vægge, lofter og gulve
Se tag, sokkel og facade efter for revner og utætheder
Reager hurtigt, hvis du opdager tegn på vandskade for at begrænse omfanget
