Overalt i Europas storbyer er de dukket frem – de blå/gule Euronet-automater. Men automaterne er designet til at snyde dig til en langt højere vekselkurs end bankernes egen.

Op til 12 procent kan du ende med at betale for meget for at hæve penge i det amerikanske firma Euronets automater, når du er på ferie.

Du kender det godt: Du står på ferien og mangler kontanter og farer hen til den nærmeste hæveautomat. I byer som Berlin, Budapest og Amsterdam står de farverige automater med få meters mellemrum, men de bliver hurtigt en dyr fornøjelse.

For når du sætter dit danske kort i en Euronet-hæveautomat i udlandet, sender den dig direkte til en menu, hvor du tilbydes at hæve pengene i din egen valuta. Her er kursen 10-12 procent højere end den kurs, din bank bruger (se billedet herunder).

Der er blevet valgt at hæve 200 euro. Her bliver man så tilbudt at hæve i sin egen valuta.
Der er blevet valgt at hæve 200 euro. Her bliver man så tilbudt at hæve i sin egen valuta. Foto: Salmino.dk
Vis mere

Hvis ikke man vælger at afvise vekselkursen, som er svær at gennemskue, da prisen er fremstillet som 0,1207 euro pr. krone, accepterer man Euronets kurs, som på billedet ligger på 8,285 kroner pr. euro frem for bankernes ca. 7.50 kr. pr. euro.

Selv efter man har afvist Euronets kurs, forsøger automaten stadig at få dig til at benytte deres vekselkurs, som står over for beskeden 'Vekselkursen vil blive bestemt senere og er ikke garanteret'.

Det er derfor svært at gennemskue, at man er ved at blive snydt til at betale for meget for sine penge.

Prisportalen Samlino.dk har testet Euronets automater og finder den måde, de er designet på, problematisk.

»Hæveautomaterne er gode til at forvirre brugerne og 'nudge' dig til at hæve pengene i din egen valuta, men lad være med det. Det kan stort set aldrig svare sig at hæve penge i sin egen hjemlige valuta, når man er i udlandet,« siger Kristian Pitzner-Jørgensen, administrerende direktør i Samlino.dk.

Kristian Pitzner-Jørgensen understreger, at det aldrig kan betale sig at hæve penge i sin egen valuta, men opfordrer til, at man finder en hæveautomat i en rigtig bank.

Men det er ikke kun hæveautomaterne, som tilbyder muligheden for, at man kan se sine penge i sin egen valuta. Flere butikker og restauranter tilbyder også muligheden – og på samme måde til en højere kurs, hvor man bliver ribbet under betalingen.

Ifølge det norske forbrugerråd falder fire ud af ti nordmænd for Euronets fælde med at hæve i egen valuta, hvilket årligt koster de norske forbrugere omkring en milliard norske kroner.

Fordi skiltet med 'cancel' er placeret lige under skiltet, som man skal trykke på for at acceptere at hæve i euro og dermed afvise deres tilbud om at veksle til deres kurs, får man igen det indtryk, at det er farligt at takke nej til tilbuddet.
Fordi skiltet med 'cancel' er placeret lige under skiltet, som man skal trykke på for at acceptere at hæve i euro og dermed afvise deres tilbud om at veksle til deres kurs, får man igen det indtryk, at det er farligt at takke nej til tilbuddet. Foto: Salmino.dk
Vis mere

Også ifølge Nets' eget salgsmateriale vælger syv ud af ti at hæve i deres egen valuta, hvis de får tilbuddet.

På baggrund af de mange tabte penge valgte EU tidligere i år at skride ind over for 'Dynamic Currency Conversion', der giver firmaer som Euronet mulighed for at lave deres egne, uigennemskuelige vekselkurser.

Det betyder, at inden for de næste tre år har hæveautomater og kortterminaler pligt til at oplyse forbrugerne klart og tydeligt om udgifterne, ligesom de ikke må 'nudge' forbrugeren til at træffe et dårligt valg.

Men indtil da skal du være opmærksom på, at du let kan blive snydt, når du hæver og betaler i udlandet.