Normalt koster det omkring en plovmand at høre den folkekære entertainer Niels Hausgaard underholde med sin underspillede nordjyske humor.

For nylig måtte to fans af den populære vendelbo dog punge ud med hele 2200 kroner per billet for at sikre sig en plads til hans aktuelle show 'Du ved, hvad jeg mener.'

Derfor opfordrer Hausgaards manager, Frank Panduro, nu publikum til at vogte sig for billethajer.

»Man forventer, at det er til Rolling Stones. Man regner ikke med, at det sker for den lune nordjyde. Det er nådesløse snyltere,« siger han til TV2 Østjylland.

Torben Christensen

Managerens udtalelser kommer som reaktion på længere tids problemer med snyd og svindel med billetter.

Blandt andet har tv-stationen beskrevet, at der har været falske billetter i omløb til Thomas Helmigs koncert i Smilets By. Og nu er den altså også gal til Hausgaards show, fordi flere af den 75-åriges koncerter på den kommende 2020-turné allerede er udsolgte.

Som konsekvens af problemerne med billethajer advarer kunstneren på sin hjemmeside Nielshausgaard.dk fans om, at de kun skal købe billetter gennem officielle salgssteder.

Særligt advares der mod sider som Viagogo og OnlineTicketShop.

Niels Hausgaard faldte i 2016 om med hjertestop.
Niels Hausgaard faldte i 2016 om med hjertestop. Henning Bagger

B.T. har flere gange skrevet om billetbørsen Viagogo, som er berygtet og politianmeldt for at svindle med for dyre eller slet og ret falske billetter.

Et hurtigt kig på Truspilot viser da også, at Niels Hausgaard-fans bestemt ikke er de eneste, der har haft problemer med sitet.

'FAKE FAKE OG ATTER FAKE', skriver en bruger for eksempel, mens en anden advarer:

'ALDRIG ALDRIG køb billettter gennem Viagogo.'

En tredje er meget klar i spyttet:

'Den er rent svindel og 100 procent snyd.'

Både Forbrugerrådet Tænk og Forbrugerklagenævnet kender udmærket til Viagogo.

Forbrugerrådet Tænk har i mange år advaret forbrugere mod at købe billetter gennem sitet, men mange bliver alligevel ved med at falde i.

Der er ofte rift om billetterne, når populære kunstnere giver koncerter. Billetbørsen Viagogo er flere gange blevet beskyldt for at sælge for dyre eller endda falske billetter. Nu svarer virksomheden på kritikken.
Der er ofte rift om billetterne, når populære kunstnere giver koncerter. Billetbørsen Viagogo er flere gange blevet beskyldt for at sælge for dyre eller endda falske billetter. Nu svarer virksomheden på kritikken.

»Lige præcis Viagogo er en virksomhed, som vi har råbt højt om og forsøgt at råbe politikerne op om siden 2012, hvor vi fik de første klager,« har juridisk konsulent Paula Brammann fra Forbrugerrådet Tænk tidligere sagt til B.T.

Og hun tilføjede:

»Vi savner en effektiv håndhævelse af lovgivningen på området, for lovgivningen er ret enkelt. Det er ulovligt at udbyde og sælge billetter til kultur- og idrætsarrangemeter i Danmark  til overpriser, dvs. dyrere end den officielle udbudspris. Og det gør Viagogo blandt andet.«

Viagogo er en hjemmeside, der er registreret i Schweiz, og derfor kan du ikke få hjælp hos Forbrugerklagenævnet eller andre instanser, hvis du bliver snydt.

Køber du billetter til den næste festival eller fodboldkamp via billetbørsen Viagogo, er det ikke sikkert, at du overhovedet kommer ind. Free/Colourbox
Køber du billetter til den næste festival eller fodboldkamp via billetbørsen Viagogo, er det ikke sikkert, at du overhovedet kommer ind. Free/Colourbox

Derfor fraråder eksperterne også, at du køber dine billetter der.

Juridisk konsulent i Forbrugerklagenævnet, Paula Brammann, sagde allerede for to år siden til Ritzau i forbindelse med billetter til overpris:

»Vores klare anbefaling, på baggrund af de henvendelser vi har fået, og det vi hører fra andre organisationer rundt om i Europa, er derfor, at man lader være med at benytte sig af siden.«

B.T. forsøger at få en kommentar fra Viagogo.