Det er sæson for prisstigninger til de danske tv-kunder, og frygt ej: tv-udbyderne holder fast i de gamle rutiner.

Traditionen tro skal hundreder af tusinder af danskere endnu en gang til lommerne – og denne gang præsenteres prisstigningen ovenikøbet som en god nyhed.

I slutningen af september kunne B.T. fortælle, at tv-udbyderen Stofa, der har godt 480.000 kunder, sender en prisstigning ud til deres tv-kunder inden længe.

Nu er det så Waoos 190.000 tv-kunder, som kan se frem til at betale mere for at få lov til at se tv.

En prisstigning, Waoo præsenterer som en god nyhed.

I den skrivelse, hvor Waoo melder prisstigningen ud, er overskriften: 'Vores kunder kan stadig se Discoverys kanaler i 2020'.

Herefter følger 15 linjer, hvor Waoo udpensler i detaljeret form, hvor godt indhold kunderne får ved at have Discovery Networks kanaler – indhold, kunderne i øvrigt hele tiden har haft.

Jørgen Stensgaard, administrerende direktør for Waoo, erklærer sig 'glad for' at kunne fortælle, at Discovery Networks kanaler fortsat er med i pakkerne.

Og så kommer det egentlige budskab:

Waoos kunder rammes af en bred vifte af prisstigninger, der beløber sig til alt fra 10 til 30 kroner om måneden fra starten af 2020.

Waoos skrivelse er en direkte henvisning til, at samme kanaler ryger ud af YouSees tv-pakker efter nytår.

På samme måde lagde Stofa vægt på, at deres kunder – til forskel for YouSees – beholder Discoverys kanaler, da de forklarede B.T., at deres kunder kan se frem til at betale mere.

Dermed står i alt 700.000 danskere – fordelt på Stofa og Waoo – nu til endnu en prisstigning på deres tv-pakker.

Den allerstørste gruppe af tv-kunder i Danmark – de 1,1 million husstande, der har YouSee som tv-udbyder – går fri for at skulle betale mere.

Det gør de, fordi YouSee har besluttet sig for at tage Discovery Networks kanaler ud af tv-pakkerne fra starten af 2020.

Det betyder eksempelvis, at Kanal 5 ryger ud af YouSees grundpakke og erstattes af TV2 Charlie.

Derfor kan YouSee holde prisen i ro for første gang i ni år.

YouSee vil i stedet tilbyde Discovery Networks kanaler som bland selv-kanaler.

En løsning, Discovery Networks indtil videre blankt har afvist at gå med til.

Dermed ser det ud til, at YouSees kunder helt mister adgangen til kanaler som Kanal 4, Kanal 5, Discovery og Eurosport næste år.

Det eneste, der kan forhindre det, er, at YouSee og Discovery Networks når frem til en aftale.

Meget lidt tyder lige nu på, at det sker.

Omvendt skal de kunder, der har tv-udbydere, som fortsætter med at have Discovery Networks kanaler, altså indtil videre sluge en prisstigning.

Det er fortsat uvist, om tv-kunder hos Boxer, Canal Digital og Viasat også skal have mere op af lommen fra 2020.