Vi har længe hørt det: det går godt i byerne og knap så godt på landet. Men ikke desto mindre har flere af Danmarks land- og yderkommuner oplevet en prisstigning på ti procent eller mere fra 2017 til 2018.

Helt i front er Læsø, hvor husene sidste år gik for 8.208 kroner pr. kvadratmeter, hvilket er godt 1.000 kroner mere end året før - og altså svarer til en stigning på hele 16 procent. Det viser nye tal fra Boliga.

Dermed kostede et gennemsnitligt hus på 120 kvadratmeter i 2018 984.960 kroner, mens man i 2017 kunne nøjes med at betale 851.040 kroner for et tilsvarende.

Lignende prisstigninger har man oplevet i kommuner som Tønder, Samsø, Odsherred og i nordjyske Frederikshavn, hvor de gennemsnitlige kvadratmeterpriser sidste år nåede op over 10.000 kroner.

»De stigende priser skal forklares med at en højere beskæftigelse og en historisk lav rente. For når renten er lav, er det billigere og nemmere at få lov til at låne penge, og når stadig flere kommer i arbejde, falder bekymringen for arbejdsløshed, og dermed også for om man kan betale ydelsen på sit boliglån,« siger Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom og chefanalytiker hos Nordea.

Ikke kun fremgang

Mens kommuner som Brønderslev og Hjørring har holdt status quo for prisudviklingen, har sælgerne i andre kommuner ikke kunnet skrabe de samme priser i hus, som dem der solgte året før.

I Morsø Kommune er priserne således faldet med ni procent fra 6.284 kroner pr. kvadratmeter i 2017 til godt 5.700 kroner i 2018. Hvilket altså betyder, at et gennemsnitligt hus på 120 kvadratmeter i Limfjords-kommunen er handlet for godt 686.000 kroner.

»Der, hvor der kommer malurt i bægeret i forhold til boligmarkedet i kommuner som Morsø, Langeland og Vesthimmerlands, er, at befolkningstallet falder. For når indbyggertallet falder, er der færre til at købe de udbudte boliger, og det vil alt andet lige lægge en dæmper på boligprisudviklingen,« siger Lise Nytoft Bergmann til Boliga.

»Overordnet set forventer vi stigende huspriser i de kommende år. Det gælder også i landets yder- og landkommuner. Men det er værd at hæfte sig ved, at der også indenfor den enkelte kommune kan være stor forskel på, hvordan boligmarkedet har det. Og det er ikke alle områder i alle kommuner, at vi er lige optimistiske for.«

Langeland og Vesthimmerlands Kommune er blandt de steder i landet, hvor priserne er faldet mest. Her var salgskvadratmeterpriserne i 2018 nemlig henholdsvis seks og fem procent lavere end året før.

Se hvordan priserne i land- og yderkommunerne har udviklet sig her.