Du kan allerede bruge dit dankort, sygesikringsbevis og NemID på mobilen. Og snart kan du tilføje endnu et kort til din mobil.

Rejsekortet bliver nemlig langsomt udfaset og skal fremover benyttes som en app i hele landet. Men først skal det igennem en testperiode.

Og det bliver nordjyder, der som de første skal teste det digitale format, skriver Ingeniøren.

Mette Henriksen, pressechef hos Nordjyllands Trafikselskab, oplyser til B.T., at beslutningen om at teste i Nordjyllands er blevet truffet før påske. Derfor er man meget tidligt i processen.

»Vi havde opstartsmøde i går (torsdag, red.), så vi er ikke særlig langt. Men vi skal teste en app, og der skal vi bruge mellem 1.000 og 2.000 personer til det.«

Nordjyllands Trafikselskab har før testet digitale versioner, såsom Min Rejseplan, og er på baggrund af tidligere erfaring blevet udvalgt, påpeger Mette Henriksen.

Den digitale version af Rejsekortet bliver testet fra slutningen af sommer og ind i efteråret.

Nu venter et rekrutteringsarbejde så for Nordjyllands Trafikselskab, hvor 2.000 borgere skal udvælges.

»Der skal kigges på, hvem der skal teste det først. Vi har før fundet personerne via sociale medier, men vi skal kigge på, om det er almindelige pendlere, folk, der bruger flex, eller andre, der skal teste det.«

Hvornår man forventer, Rejsekortet bliver fast etableret nationalt, er ikke fastlagt. Tidligere har meldingen lydt på, at det først vil ske i 2024.