Måske du har hørt om fænomenet ‘liveshopping’.

Det er, at en butik sælger varer ved at sende live-tv. Og noget tyder på, at fænomenet er kommet for at blive. I hvert fald formåede Power at omsætte for et kæmpe millionbeløb på få timer.

20 millioner kroner på kun 4,5 timer.

Det var, hvad elektronik og hvidevarekæden Power fik ud af at skyde Black Friday i gang torsdag aften ved at sende live-tv. Det oplyser selskabet i en meddelelse til Finans.

»Jeg må sige, at jeg er fuldstændig målløs. Vi kan kun være lettede – og meget, meget tilfredse,« siger Jesper Boysen, der er administrerende direktør i Power i meddelelsen til Finans.

Helt lavpraktisk foregik salget ved, at Power sendte live-tv fra sin Facebook og hjemmeside, og så kunne seerne, altså kunderne, reservere diverse tilbud i kommentarfeltet på livetråden.

Til at præsentere tilbuddene havde kæden hyret kendisserne Bubber, Kristina 'Mulle' Kristiansen og Julia Sofia.

Og det er ikke kun Power, der har benyttet sig af 'liveshopping.' Også Matas og Coolshop har fået øjnene op for salgsmetoden.

Det fortæller Niels Ralund, som er e-handelsdirektør hos Dansk Erhverv, til Finans.

Ifølge ham sker der »virkelig noget« inden for liveshopping. Dog findes der endnu ingen tal på størrelsen af fænomenet, da det stadig er så nyt.