Den er blevet stemplet som den grønne omstillings helt store taber.

Nu er dieselbilen igen ved at blive populær blandt danskerne. Forklaringen ligger lige for.

Men først de tørre tal. Hos Bilbasen – som er Danmarks største elektroniske markedsplads for brugte biler – har man siden maj bemærket, at der har været stigende efterspørgsel på brugte dieselbiler blandt brugerne. I september stod dieselbilerne for 31 procent af søgningerne. Det skriver Finans.

Det står i skærende kontrast til foråret, hvor der var faldende interesse for dieselbiler.

Hos Bilbasen har de et bud på, hvorfor dieselbilen pludselig er på vej mod et comeback.

»Selvom diesel er dyr lige nu, så kører dieselbiler langt på literen. Nu oplever vi så krisetegn, hvor folk har fokus på den høje inflation, og så har folk det med at falde tilbage til de ting, som de finder sikre,« siger markedsanalytiker hos Bilbasen, Jan Lang, til Finans.

Salget af fabriksnye dieselbiler er dog stadig faldende, ligesom benzinbiler stadig er de mest søgte blandt Bilbasens brugere. Den allermest søgte model er imidlertid en elbil – Tesla Model 3.

Der foretages typisk omkring 650.000 søgninger på Bilbasen hver måned.