En tredjedel af landets hunde er overvægtige. I værste fald kan det koste en dyrlægeregning på 15.000 kroner.

København: For meget mad i hundeskålen og for lidt motion kan sende hunden på operationsbordet med en svimlende regning på 15.000 kroner eller mere til følge.

Ud over behandlingskrævende hjertesygdomme, diabetes og slidgigt kan overvægt nemlig også være den faktor, der ender med at udløse en slem ledbåndsskade hos hunden.

- Jo mere belastning, hunden har på det problematiske led, jo større risiko er der for en skade som et overrevet korsbånd. Og ryger det, så koster det rask væk i omegnen af 15.000 kroner. Dertil kommer genoptræningen efter en operation, siger dyrlæge Mogens Brix fra Dyrlægeringen på Vestfyn.

Nordens største dyreforsikringsselskab Agria advarer om, at den samlede regning for en korsbåndsskade kan løbe helt op i 30.000 kroner, hvis ejeren ikke har tegnet en sygeforsikring til hunden.

Men selv en lidelse som slidgigt, der ikke nødvendigvis kræver operation, kan ende med en klækkelig dyrlægeregning.

Her risikerer ejeren at skulle betale for smertebehandling resten af hundens liv som konsekvens af dens overvægt.

- Alt efter hvor stor hunden er, og hvilken medicin der benyttes, kan det koste mellem 1000 og 4000 kroner årligt i smertebehandling, fortæller den administrerende direktør i Agria, Sonja Karaoglan.

Undersøgelser foretaget af Dansk Kennel Klub har flere gange fastslået, at omkring en tredjedel af landets 550.000 hunde er alt fra let til svært overvægtige.

Det vil sige, at 183.000 hunde har for meget sul på sidebenene.

- Ofte har det at gøre med dårlig samvittighed, hvis ejeren har travlt og ikke får motioneret hunden. Det er let at pacificere hunden med godbidder eller tyggeben, når den gerne vil have opmærksomhed. Og så starter den onde spiral, hvor den overvægtige hund får mindre lyst til at røre sig, siger adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen fra Dansk Kennel Klub.

En målrettet indsats for at slanke hunden kan omvendt gøre underværker, forklarer hun.

- Vi møder hundeejere, der fortæller, hvor meget hunden er livet op, efter at den har været på slankekur, siger hun.

Sådan slanker du din hund:

1) Tal med dyrlæge

Din dyrlæge kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad din hund bør veje, og hvilket foder der passer til den

2) Noter vægttab

Lav et skema, hvor du noterer dato, vægt, foder, og hvor meget motion hunden får. På den måde kan du se en sammenhæng

3) Fordel måltider

Vej foder om morgenen og brug kun den afmålte mængde. Del gerne op i flere måltider i løbet af dagen frem for ét stort måltid. Ved at fodre flere gange, vil hundens blodsukker holdes stabilt

/ritzau/FOKUS