Det går godt hos den danske shippingkoncern A.P. Møller – Mærsk, som i deres seneste regnskab kunne glæde sig over et overskud på 20,3 milliarder.

Nu er der endnu en grund til at smile i Mærsk' hovedkvarter på Esplanaden. Det skriver Finans.

De har nemlig haft held til at sælge Maersk Container Industry, som er den del af Mærsk, der laver kølecontainere.

Køberen er China International Marine Containers, og det er ikke en helt ubetydelig check, de har skrevet.

Prisen er endt på 987,3 millioner dollar, der svarer til 6,3 milliarder kroner.

»Vi mener, at vi i CIMC (China International Marine Containers, red.) har fundet en god, langsigtet ejer af MCI (Maersk Container Industry, red.),« siger Henriette Hallberg Thygesen, der sidder i Mærsk' topledelse og har ansvaret for blandt andet grøn omstilling.

Transportmarkedet er presset for tiden, og efterspørgslen på containere – som er en mangelvare – er stor.

Alligevel var der tvivl om, hvorvidt nogle var villige til at betale den pris, Mærsk forlangte, da de tilbage i marts luftede ideen om at sælge forretningsbenet fra.

Dette har dog ikke været noget problem.

Finans skriver, via Bloomberg, at også kinesiske Midea Group, to amerikanske samt to japanske firmaer har forsøgt at få fat i MCI.

Handlen går først endeligt igennem, når konkurrencemyndighederne godkender den.