Det er ikke kun tilbud på juleskum, flæskesteg og smør, man kan finde i en lokal SuperBrugsen i Hornbæk.

Nu kan du også skælde medarbejdere ud for 20 kroner, hvilket fremgår af et skilt i butikken.

Eller nej – det må du selvfølgelig ikke, fortæller brugsuddeler Bjarne Mikkelsen.

Skiltet er selvsagt ment som en spøg i et forsøg på at imødekomme et problem i dagligdagen, siger han til B.T.

»Det hele er for at passe på vores medarbejdere. Nogle af vores kunder er lidt utålmodige – særligt her op til jul – og giver lidt skæld ud til vores medarbejdere, hvor det ikke er berettiget.«

»Vi forsøger at lave lidt sjov og tackle det på forkant. Pas på vores medarbejdere og smil i stedet for at være sur.«

Skiltets ordlyd er:

'TILBUD! Giv os en sviner. 20 kroner'.

'Fra og med i dag har vi tilbud på en sviner. Vi går en travl tid i møde, og det betyder ekstra travlhed. Vi er en servicebutik, og vi yder al den service, vi kan. Om det så er til kunder, der handler for 20 eller 500 kroner. Så har du brug for at komme af med noget, så benyt dig af tilbuddet. Glædelig jul til alle',

Bjarne Mikkelsen forklarer, at flere kassemedarbejdere oplever at få skæld ud, hvis køerne går for langsomt – eller hvis de ikke får betalt til tiden.

Og det er altså det, man forsøger at gøre op med.

Brugsuddeleren frygter dog ikke, at nogle kunder vil tage det for bogstaveligt.

»Vi har kun fået positiv respons. Kunderne og medarbejderne synes, det er sjovt – og det er jo også ment som sjov,« understreger han.

B.T. har tidligere beskrevet medarbejdere, der bliver overfuset af frustrerede kunder.

En undersøgelse udført af HK Handel tidligere på året sagde, at otte ud af ti medarbejdere har oplevet at blive talt grimt til inden for det seneste år. 14 procent har sågar oplevet at blive truet med vold.

»Det er ligesom i tråd med det,« siger Bjarne Mikkelsen om årsag til at hænge skiltet op.