For et par uger siden måtte 365 Discount indkassere en bundplacering i Loyalty Groups årlige kundemåling af supermarkedskæder. Nu er der dog bedre nyt. 

Nye tal fra Consumer Panel Services GFK Market Index viser nemlig, at discountsupermarkederne fortsat buldrer fremad i Danmark - og at 365 Discount er den kæde, der lige nu går allermest frem i forhold til sidste år.

Det skriver Dagligvarehandlen.

»Det går fremad, og forskellen på den her måling og den fra Loyalty Group er jo, at det her er de faktiske tal, mens det andet handler om vores omdømme. Jeg er ikke overrasket over, at det peger i hver sin retning,« siger Michael Tilsted, direktør for 365 Discount , til B.T., og uddyber:

»Særligt de seneste måneder har vi været tilfredse med vores salgstal. Vi havde en rigtig god fødselsdagsperiode i september.«

Michael Tilsted forklarer, at det tager meget længere tid at ændre kundernes syn på kæden, end det gør at lokke kunder ind i butikken.

»Tilbudsaviser og kampagner kan effektivt rykke kundernes adfærd. Vi er stærke på tilbud. Vi kører med de her 3,65-priser hver uge i avisen, og det er noget, kunderne godt kan lide,« siger Michael Tilsted.

Alt er dog ikke rosenrødt.

Samme måling viser nemlig, at det fortsat er Netto og Rema 1000, der ligger klart bedst placeret, og at det også er de to kæder, hvor kunderne bruger den største andel af de penge, de handler dagligvarer for.

Samtidig er en stor del af forklaringen på, at 365 Discount er kæden med de største vækstrater, at 2022 var så skidt et år for kæden, at underskuddet - som dog også dækkede over Fakta-kæden - løb op i 628 millioner kroner.

Med andre ord: Coop 365 Discount leverer de største vækstrater, fordi udgangspunktet sidste år var meget lavt.

»Vi kommer heller ikke til at have overskud i 2023, og det bliver ikke et tilfredsstillende resultat. Men det bliver bedre end sidste år,« siger Michael Tilsted:

»Der er ingen tvivl om, at vi kommer fra et lavt udgangspunkt, men vi har de højeste vækstrater i branchen lige nu, og det er vi tilfredse med.«

Hvis du skal udpege de største udfordringer for 365 Discount lige nu, hvad er det så?

»Image betyder meget. Der er nok mange, som fortsat ser os som det gamle Fakta, og det mener jeg ikke er retvisende. Men det vil tage tid at ændre,« siger Michael Tilsted:

»Noget af det, vi kæmper med, er, at vi skal sikre os, at vores sortiment er lige så stærkt som vores konkurrenter. Vi ser lige nu på alle varer og spørger os selv: ‘Er det den rigtige vare til den rigtige pris?’.«

Hvad gør 365 godt?

»Tilbudskampagner er vi gode på, og den ugentlige 3,65-pris er god. Og nu har jeg været hele vejen rundt og set rigtig mange af vores butikker. Der synes jeg, at vores butikker er pæne i forhold til mange af vores konkurrenter,« siger Michael Tilsted:

»Vi falder igennem nogle steder, men generelt har vi et rigtig flot butiksnet.«