En såkaldt USB power-adapter til mobiltelefoner og smartphones af mærket "bycph" er blevet tilbagekaldt.

Årsagen er, at en række tests har afsløret, at den seneste udgave af produktet ikke længere lever op til den oprindelige CE-mærkning, som henviser til fabrikantens eller importørens angivelse af, at et produkt overholder EU-lovgivningen.

Derfor må produktet ikke sælges, og derfor har firmaet Leki A/S nu trukket stikket på opladeren og taget den helt af markedet.

Det handler altså ikke om at produktet ikke virker, er brandfarligt eller lignende. Det handler alene om lovgivning, som skal overholdes.

»Vi er blevet bevidste om, at produktet efter nogle opdateringer ikke længere overholder mærkningen, og så er det jo ulovligt at sælge. Det er vi selvfølgelig nødt til at tage konsekvensen af,« siger pressekontakt Peter Nielsen fra Leki A/S til B.T.

Der er tale om opladere, der er produceret fra marts 2018 og frem til nu.

Opladeren er blandt andet solgt i Silvan, Coop, Davidsen, Scandlines, Bog & Ide og Danske Færger.

Ligger du inde med den pågældende oplader, kan du aflevere den, hvor du har købt den og få pengene retur.