For et par uger siden mødte jeg ind på arbejde og havde en kort samtale med min kollega ved kaffemaskinen om dagens gøremål.

Hun sagde, at det kunne være fedt, hvis der snart kom nogle positive historier, for negativitet er der nok af, når man skriver om forbrug og privatøkonomi for tiden.

Jeg tog en kop kaffe, kiggede i mailindbakken og gjorde klar til vores morgenmøde. Der var fire nye mail:

Boligmarkedet så skidt ud. Aktiemarkedet så skidt ud. Der var dårligt nyt om inflation. Renterne var på vej op.

Vi lever nu i en verden, hvor selv afdæmpede økonomer dagligt bruger betegnelser som 'dystre udsigter', 'bekymrende tegn', 'recessionsfrygt', 'prischok' og alverdens andre nedslående gloser.

Især den fuldstændig vilde udvikling i forbrugerpriserne overrasker gang på gang negativt og spreder nervøsitet og dårlig stemning – både blandt eksperterne og hos os forbrugere.

Men fra politisk hold hører vi ikke en dyt.

Prisstigninger og frygten for vores egen privatøkonomi er nok det emne, flest danskere tænker over og forholder sig til i hverdagen lige nu.

Ude i det danske sommerland tales der prisstigninger over et koldt glas rosévin.

Oplevelser med vilde priser er blevet til anekdoter over grillen.

Imens er politikerne stort set fraværende.

Når det handler om at stikke hinanden i ryggen i forbindelse med personopgør og partipolitisk positionering, kan de næsten ikke holde op med at snakke, tweete og diskutere.

Men nu handler det om vælgerne, som er ramt hårdt af en fuldstændig vild udvikling i økonomien. Og så kommer ordene pludselig ikke så nemt.

DF har nu to gange foreslået at fjerne moms på fødevarer og fået 'nej' med det samme.

SF var ude i noget med, at alle skulle have mere i løn. Heller ikke det blev mødt med jubel.

Og da vi så faktisk hørte fra fødevareministeren for et par uger siden, konstaterede han, at danskerne nu betaler 500 kroner mere om måneden for at få mad på bordet sammenlignet med for et år siden, og fulgte så op med et par gode staldtip:

Lad være med at spilde så meget mad og spis nogle flere bønner og linser, som er billigere end kød. Det kan afhjælpe det økonomiske pres.

Kort opsummeret: Der er dømt farce. Vi er udsat for en parodi på en politisk debat.

Hvorfor vil vores politikere gerne ævle løs, når det handler om at svine hinanden til, men når det kommer til en inflationskrise, som er på det værste niveau i 39 år, så kommer ordene pludselig ikke så let?

Mit bedste bud er, at vores politiske elite ikke ved, hvordan de skal fortælle os, at de er lammede.

At de ikke kan gøre så meget ved situationen, fordi de er bange for at gøre tingene værre ved at pille i den ene eller anden retning.

Det er trods alt ikke så fedt et budskab at gå i byen med: 'Kære vælgere, I må sejle jeres egen sø. Vi er magtesløse'.

Er det et svigt, at vores politikere er så dårlige til at italesætte de ting, vi alle går og frygter og diskuterer? Ja, det vil jeg mene.

Men det går ikke meget længere.

Vi skal snart have en valgkamp i Danmark. Der bliver vores politikere tvunget til at tale om forbrugernes bekymringer.

Spørgsmålet er så, om de kommer til at stå på rad og række og sige på 20 forskellige spin-måder, at de ikke kan eller vil gøre noget for at løse situationen?

Eller om vi rent faktisk ser handlingsorienterede politikere, som for alvor begynder at forholde sig til situationen?

Nu vil jeg gøre som alle landets politikere og holde sommerferie, lade batterierne op og trække vejret.

Og så vil jeg glæde mig til at se, om politikerne overrasker alle positivt og kommer tilbage fra sommerferie og har fået en åbenbaring om, at det her er noget, der virkelig fylder noget hos vælgerne.

Jeg har mine bange anelser, men solen skinner, så jeg vil forsøge at være optimist!