Lyt til artiklen

Der sker ting og sager i landets næststørste dagligvarekoncern, Coop.

En massiv rokade i toppen af virksomheden er netop annonceret, og det betyder, at både Irma og SuperBrugsen skifter ud på toppen.

Det skriver Coop i en pressemeddelelse.

Hos SuperBrugsen forlader Jesper Gottschalck Bjerring posten som kædedirektør efter knap to år i jobbet.

Han bliver erstattet af Kenneth Pedersen, som har 25 år i Coop på CV’et, og som tidligere har været kædedirektør i SuperBrugsen fra 2014 til 2017.

Også Irma skifter ud på toppen.

Kædedirektør Charlotte Nilsson Norby, som har været i jobbet i knap et år, er rykket videre til et jobbet som kategoridirektør i Coop, hvor hun skal være ansvarlig for inkøb til alle Coops kæder.

Som ny kædedirektør for Irma tiltræder Jan Larsen, som har været i Irma i 30 år, og som senest har været salgs- og driftsdirektør.

Charlotte Nilsson Norby erstatter i øvrigt Jan Adolfsen på posten som kategoridirektør.

Han skal i stedet være direktør for en helt ny afdeling i Coop, som skal ‘styrke kernedriften og varetilgængeligheden i butikkerne’.

Som årsag til rokaderne skriver Coop i pressemeddelelsen:

»Coop gennemfører en række ændringer i sin koncernledelse i forbindelse med sin strategi om at blive Danmarks mest kundeorienterede dagligvarevirksomhed. Målet er enklere og mere effektive beslutningsgange, tættere på butikker og kunder.«