Når danskerne de kommende uger og måneder går på ferie, og samfundet stille og roligt synker ned i en tilstand af i sommerdvale, tager 48-årige Mikael Konradsens liv en helt anden drejning.

I stedet for ferie starter en periode, hvor pengene og kunderne vælter ind, og hvor han møder kvart i fire hver morgen og ofte først går hjem igen sent ud på aftenen.

»Det er en voldsom omvæltning, men jeg har efterhånden 19 års erfaring med det. Jeg kan ikke holde sommerferie. Det er en livsstil, jeg har vænnet mig til. Men det er sateme hårdt til tider,« fortæller Mikael Konradsen.

Mikael er købmand i en Spar-butik i Klitmøller i Nordjylland. Et sted, han selv beskriver som værende ‘langt væk fra alting’.

Mens danskerne slapper af i ferien, møder Mikael Konradsen kl. 3.45 i sin butik i Klitmøller.
Mens danskerne slapper af i ferien, møder Mikael Konradsen kl. 3.45 i sin butik i Klitmøller. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Men om sommeren sker der virkelig noget. I januar har butikken omkring 400 ekspeditioner om dagen. I sommermånederne vælter det ind med turister fra Norge, Sverige, Tyskland og hele Danmark, og så bliver aktiviteten femdoblet til 2.000 ekspeditioner om dagen.

»Der er virkelig tryk på. Det skal man være forberedt på. Det stiller virkelig nogle krav til os som butik,« siger Mikael Konradsen.

I det nordsjællandske ferieidyl Gilleleje går man også lige nu og forbereder sig til det store rykind.

Her har Christoffer Spaniél været købmand i SuperBrugsen i tre år. For ham er sommeren afgørende.

Antallet af daglige ekspeditioner bliver næsten fordoblet fra godt 8.600 om ugen i januar til godt 15.800 om ugen i slutningen af juli, når udenlandske turister og danskere på ferie strømmer til.

Og ikke nok med det. Kunderne bruger også flere penge om sommeren. I tredje uge i januar bruger en gennemsnitlig kunde 228 kroner. I uge 30 i juli er det steget til 288 kroner i snit per kunde.

»Det er i juli, vi tjener vores penge. Den periode betyder rigtig, rigtig meget for os. Har vi en dårlig juli, når vi ikke at indhente det resten af året,« fortæller Christoffer Spaniél:

»Det er enormt fedt at være købmand om sommeren, når der er kunder i butikken, og alle sluserne er åbne. Der bliver fuld gang i kasseapparaterne. Det er det, jeg brænder for.«

For Christoffer Spaniél er hans arbejde hans hobby. Han holder selv ferie, når turisterne er vendt tilbage til hverdagen.
For Christoffer Spaniél er hans arbejde hans hobby. Han holder selv ferie, når turisterne er vendt tilbage til hverdagen. Foto: Malene Mastek
Vis mere

De to købmænd i hver sin ende af landet er langtfra unikke tilfælde.

I hele det danske sommerland går hundreder af købmænd de kommende uger og måneder fra en relativt stille tilværelse til at have enormt travlt.

I Coop, som driver Brugsen-butikker mange steder i ferielandskabet, lyder det, at det ikke er usædvanligt med en fordobling i aktiviteten over sommeren.

Hos Dagrofa, der driver Spar, Min Købmand og Meny, lyder det, at stigningen gennemsnitligt er 82 procent i butikkerne i ferieområderne, mens det er helt oppe i 127 procent i Nordjylland.

Og det er ikke nemme penge.

Det kræver nøje planlægning og viden om, hvad kunder fra de forskellige lande vil have.

I Klitmøller har Mikael Konradsen for længst afluret, hvad han skal have på hylderne i sin Spar-butik.

»Vi har en del tyske turister, og de køber især vand, meget bagerbrød og brænde. Man tænker lidt, hvorfor de køber al den brænde om sommeren, når det er 20-25 grader, men de forbinder det åbenbart med hygge,« siger Mikael Konradsen:

»I forhold til danskerne er det ingen hemmelighed, at de bruger flere penge end tyske turister. Vi opgraderer på veganervarer og økologi, når det er sommer, og det får vi en del ros for af de danske kunder.«

I Gilleleje peger Christoffer Spaniél på en konkret vare, som er lukrativ.

»Jeg har sagt til dem, der styrer indkøb af isterninger, at det er forbudt at løbe tør for dem. Der er gode penge i isterninger,« siger Christoffer Spaniél:

»Vi sælger også enormt meget frugt og grønt, rødt kød til grill og masser af hvidvin og rosé. Og når vi rammer 25-30 grader, sælger vi enormt meget vand. Københavnerne vil have økologi og vegansk mad.«

Der er kun én ting, der kan ødelægge festen: Dårligt vejr.

»Regn er dårligt for mange ting. Vi sælger ikke lige så meget til grillen, og folk begynder at brokke sig. De brokker sig over sommerhuset, købmanden – det hele er galt,« siger Mikael Konradsen:

»Får vi til gengæld godt vejr, så ligger folk længe på stranden, griller og køber ind til drinks. Så det håber vi altid på.«