Danske industrivirksomheder overrasker med en stigning i forventninger til salgspriserne i de kommende tre måneder i en måling af den såkaldte erhvervstillid.

I den seneste måling offentliggjort af Danmarks Statistik fremgår det nemlig, at færre virksomheder i industrien i Danmark nu forventer stigende priser.

Erhvervstillidsindikatoren, der sammenvejer forventningerne hos tre erhvervsgrene – industri, bygge og anlæg samt serviceerhverv og detailhandel – stiger fra 98,2 i juli til 100,7 i august.

Og den stigning, som er den første i fire måneder, overrasker danske økonomer, fordi den kommer midt i en kraftig opbremsning af dansk og international økonomi.

»Den stigende erhvervstillid er en solstrålehistorie på en blygrå baggrund, og den risikerer desværre at være kortvarig. Både i Danmark og andre europæiske lande ser vi vigende optimismen blandt virksomhederne,« siger Morten Granzau, som er chef for Økonomisk Politik og Analyse i Dansk Industri.

Han konstaterer, at centralbanker over en kam nu er i gang med at hæve renterne i et forsøg på at bremse inflationen. Og det vil hæmme efterspørgslen.

»Det er et helt klassisk greb i den økonomiske værktøjskasse, og det er derfor vigtigt at undgå modgående effekter så som en lempelig finanspolitik. Der er ikke råd til at dele gaver ud i en kommende valgkamp,« siger Morten Granzau.

Hos Danske Bank tolker cheføkonom Las Olsen de samlede tal som et udtryk for, at forbrugerne i Danmark er i gang med at bremse op.

»Det er tydeligt at se, at forbrugerne er blevet fattigere på grund af den høje inflation, og rentestigningerne trækker også nedad, især når vi ser lidt længere frem,« siger Las Olsen således.

»Det er en kraftig opbremsning, som alverdens centralbanker er i gang med i øjeblikket, og det kan ikke undgås, at det også rammer danske virksomheder, men det er imponerende, at det bliver ved med at gå så relativt godt i de danske industrivirksomheder,« vurderer han.

Den overordnede vurdering fra økonomerne er altså fortsat, at danske virksomheder ser ind i en udfordrende periode, selvom forventningerne steg en anelse i august.

»Med til den historie hører, at det kommer efter måneder med mærkbare fald,« konstaterer cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre.

»Overordnet set har forventningerne til fremtiden den seneste tid derfor stadig slået revner. Det fortæller, at frygten for et kommende slag fortsat er til stede, men endnu ikke fuldt ud materialiseret sig,« siger Jeppe Juul Borre.