Da en mand fra Nyborg spillede to kroner på et fuldkommen usandsynligt odds på Danske Spil, havde han nok næppe troet, at den ville gå hjem.

Men ikke desto mindre så formåede manden med fire vilde gæt i streg at trylle sine to kroner om til lige præcis 16.524 kroner.

»Det er en præstation i sig selv at gætte et enkelt resultat rigtigt, og det er ret vildt at ramme fire resultater. Det er ikke så tit, det sker,« siger Peter Emmike Rasmussen, der har været odssætter i Danske Spil i 23 år.

Fynboen gættede både, at Danmark ville vinde 4-0 over Moldova, at Sverige ville slå Kosovo 3-0, at Schweiz ville vinde 2-0 over Nordirland, og til sidst at kampen mellem Skotland og Israel ville ende 3-2.

Og kombinationen af de fire præcise resultater gav et samlet odds på 8.262. På den måde kunne den heldige – eller den geniale – fynbo indkassere 16.524 kroner.

»Når man skal ramme resultaterne helt præcist, så kræver det naturligvis en god portion held, og det må man sige, at han havde,« siger Peter Emmike Rasmussen og fortsætter:

»For eksempel scorede Skotland først til 3-2 dybt inde i overtiden.«

Derfor er det da heller ikke utænkeligt, at oddseren fra Fyn sendte en kærlig tanke til Scott McTominay, der altså stod for det afgørende mål i kampen mod Israel, og som sikrede fynboen et femcifret beløb.