Verdens største supermarkedskæde, Walmart, har nu taget et nyt våben i brug mod butikstyve.

Og det er ikke utænkeligt, at det også kan ende i danske butikker.

Våbenet er intelligente kameraer, som kan afkode menneskelig adfærd. Hvis du for eksempel står ved en scan selv-kasse og putter en vare i kurven, som du ikke har scannet stregkoden på, reagerer kameraet.

Herefter bliver en butiksassistent kontaktet. Det skriver Business Insider, der har fået kameraernes eksistens bekræftet af amerikanske Walmart.

Kameraerne har været så stor en succes i forhold til at nedbringe mængden af svind – summen af penge, som et supermarked mister via varer, der ikke bliver betalt for – at det er rullet ud i 1.000 Walmart-butikker.

Det er ikke kun kunder i scan selv-kasser, kameraerne analyserer.

Det er også butikkens egne kasse-medarbejdere. Kommer de eksempelvis til at køre en vare igennem kassen uden at scanne den rigtigt, bliver en medarbejder også kontaktet og bedt om at gå i aktion.

Det er det irske firma Everseen, som står bag den intelligente teknologi.

De forklarer, at det er kombinationen af kunstig intelligens, computer-teknologi og massive mængder data, som gør de digitale butiksdetektiver i stand til at opfange ’abnorm adfærd’.

Everseen er allerede begyndt at levere teknologi til ti af verdens største detailkæder, forklarer firmaets direktør Alan O’Herlihy til Business Insider.

Han vil dog ikke afsløre, hvilke kæder de sælger kameraerne til.

Det er uvist, om teknologien også er kommet til Danmark.

Hos Coop, der driver Irma, Fakta, SuperBrugsen, DagliBrugsen og Kvickly, forklarer man dog, at man endnu ikke har installeret intelligente kameraer, ligesom man ikke har konkrete planer om det lige nu.

Coops pressechef Jens Juul skriver dog også:

»Men det vil antageligt komme på et tidspunkt, også i DK.«

B.T. har også været i kontakt med Salling Group, som har scan selv-kasser i Føtex og Bilka. Salling Group er endnu ikke vendt tilbage.