Den enes død, den andens brød.

Efter flere år med markante milliontab har Schulstad forsøgt at lægge strategien om og satse på såkaldte signaturbrød.

De såkaldte signaturbrød, der er Schulstads dyreste rugbrød, begyndte i 2018 med et brød i samarbejde med Restaurant Gilleleje Havn, så et i samarbejde med Bryghuset Møn og senest et bornholmerbrød kaldet Sol over Gudhjem.

Og selvom direktionen nok spiser - ja - varmt brød til og ikke lader sig rive med, så glæder de sig over, at især et af disse går som - ja - varmt brød.

Det fortæller Pernille Bang-Löwgren, Schulstads direktør, til Food-supply.dk.

»Alene Gilleleje Havn-brødet solgte vi sidste år seks millioner af, og det er dermed det næstmest solgte brød i Danmark, kun overgået af vores Det Gode Solsikke,« siger hun til mediet.

Signaturbrød som Gilleleje Havn-brødet koster 25 kroner.

Den store succes betyder, at man fra Schulstads side i fremtiden vil satse mere på netop signaturbrød, forklarer direktøren videre.