Glem alt om at gå forgæves efter en liter mælk.

Fra 1. juni kan du klare indkøbet i en af tre spritnye, døgnåbne og ubemandede Let-Køb butikker.

Det skriver Fødevarekoncernen Dagrofa, som har dagligvarebutikkerne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb, i en pressemeddelelse.

De lancerer nemlig nu et 'box-supermarked', der skal være en lettere og mere fleksibel løsning for både forbruger og købmand.

I hvert fald hvis du bor i nærheden af Faaborg eller Demstrup – eller er en af de byggearbejdere, der har sin daglige gang på byggepladsen ved Femern Bælt. Det er nemlig her konceptet tager sine første skridt.

Formålet med butikkerne er at skabe indkøbsmuligheder i områder, hvor det ikke giver mening at have en almindelig dagligvarebutik.

På den måde skal konceptet give de lokale købmænd, der i forvejen bestyrer en Dagrofa-butik, mulighed for at styrke deres eksisterende forretning.

»En del Let-Køb butikker ligger for eksempel i ferieområder, hvor den bemandede butik er lukket eller har indskrænkede åbningstider dele af året,« siger Esben Keller, kædedirektør for SPAR, Min Købmand og Let-Køb i en pressemeddelelse.

»Med tilføjelsen af en ubemandet butik som supplement til den bemandede, kan vores købmænd tilbyde dagligvarer i flere af døgnets timer og uden for sæson.«

Butikkerne vil være aflåst og videoovervåget – og kan kun tilgås via oprettelse med NemID eller MitID.

Derfor vil det også kun være muligt for folk over 16 år at tilgå supermarkederne.

På sigt er planen at åbne flere ubemandede Let-Køb butikker rundt om i landet.