Nordmænd, der er født i 2000 eller derefter skal aldrig få mulighed for at købe tobaksprodukter, hvis det står til den norske lægeforening.

I Norge skal man mindst være 18 år, før man kan købe tobaksprodukter. Den norske lægeforening er nu kommet med et forslag, der ifølge dem vil være starten på et røgfrit samfund.

Alle nordmænd, som er født efter år 2000 skal forbydes at købe tobak. Det lyder forslaget fra den norske lægeforening, skriver Aftonposten.

»Vi har længe haft den politik, at vi vil udfase rygning inden 2035. Det her er et tiltag, der skal hjælpe os med at nå det mål. Vi ønsker en tobaksfri generation. Det skal ikke være forbudt at ryge, men vi vil have, at de unge ikke begynder på at ryge, siger formanden for den norske lægeforening Marit Hermansen.

Hun fortæller, at hun har gode forhåbninger for, at der er politisk vilje for at få forslaget indført.

»Ministeren siger, at hovedformålet er, at de unge skal forhindres i at starte med at ryge. Det betyder, at når nye generationer bliver gamle nok, så kan de ikke købe tobak i Norge. Det er et konkret tiltag for at nå målet,« siger hun og lægger vægt på, at rygning ikke er en menneskeret.

Formanden for lægeforeningen gør det også klart, at de ikke ønsker at kriminalisere brugen af tobak, men de vil altså gøre det meget svært for nordmænd at få fat på tobak. I praksis betyder forslaget, at personer, der er født før 2000 kan købe tobak til deres yngre venner.

»Vi må sætte en aldersgrænse for at kunne udfase salget af tobak på et tidspunkt. Ingen ønsker, at deres børn begynder på at ryge.«

Dansk skepsis overfor forslag
Lægeforeningen i Danmark er i tilhængere af et røgfrit samfund, men formanden Andreas Rudkjøbing stiller dog store spørgsmålstegn ved det norske forslag:

»Formålet med det norske forslag er fint, men jeg er skeptisk over for metoden Over tid vil en sådan regel jo betyde, at også voksne menneskers mulighed for at købe tobak vil afhænge af, hvilket årstal de er født i. Det er svært at se for sig, at mennesker på f. eks. 40 og 41 år skal være undergivet forskellige regler for køb af tobak. Rent praktisk vil det også være svært at kontrollere. Men vi deler bestemt ambitionen om at komme rygning til livs, og vi støtter generelt, at adgangen til at købe tobak begrænses, og at prisen er høj,« skriver formanden for Lægeforeningen i Danmark til BT i en e-mail.