Boligpriserne er nu tilbage på niveauet fra 2020.
Det skriver Finans Danmark.
Dermed har det seneste halve års boligprisfald næsten udlignet halvandet års prisstigninger. Det viser tal fra Finans Danmarks Boligmarkedsstatistik.
I fjerde kvartal 2022 blev parcel- og rækkehuse i gennemsnit solgt til en pris på 15.491 kroner pr. kvadratmeter, mens ejerlejligheder i gennemsnit blev solgt til 31.108 kroner pr. kvadratmeter. Det er henholdsvis 6,3 procent og 7,2 procent lavere end i samme periode i 2021. Fra priserne var på sit højeste i 2022, er der på et halvt år sket et prisfald på 8,3 procent og 10,8 procent for henholdsvis huse og lejligheder.
Ane Arnth Jensen er viceadministrerende direktør i Finans Danmark. Hun siger:
»De stigende renter, energi- og forbrugerpriser har gjort det dyrere at eje en bolig. Det kan have fået danskerne til at være mere afventende med deres boligkøb. Hvis flere vælger at se tiden an, kan det få boligsælgerne til at sænke deres prisforventninger. Det kan have betydning for, hvad boligerne sælges til.«
Et typisk hus på 140 kvadratmeter sælges nu i gennemsnit til en pris på godt 2,2 millioner kroner. Det er næsten 200.000 kroner lavere end toppen i 2. kvartal 2022.
Handelsprisen på en typisk ejerlejlighed på 85 kvadratmeter er nu omkring 2,6 millioner kroner. Det er et fald på over 320.000 kroner siden 2. kvartal 2022.
En ny Epionundersøgelse viser ifølge Finans Danmark, at mere end hver anden boligejer tror på uændrede priser de næste 12 måneder.