Lyt til artiklen

Du sidder på en af mange portaler til at finde de billigste fly.

Pludselig spotter du en afgang, der er helt perfekt for dine rejseplaner. Og til en god pris.

Men så viser det sig at være helt uden kuffert. Hverken i kabinen eller indtjekket.

Det er blevet mere og mere normalt at sælge flybilletter uden kuffert som standard.

Finans.dk har talt med chefkonsulent i Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe, om tendensen, og han forklarer, at de større flyselskaber er blevet mere fokuseret på at have en lavere standardpris for at konkurrere med lavprisselskaberne på førnævnte flyportaler.

»Og det må de juridisk set gerne, så længe alle nødvendige gebyrer er regnet med i den pris, de skilter med. Du skal altså kunne købe en flybillet til den pris, de markedsfører med, som i praksis kan bruges uden yderligere tilkøb,« siger Vagn Jelsøe.

Problemet er, at priserne for, hvad det koster at få en kabinekuffert med i købet, varierer efter udbud og efterspørgsel på samme måde som billetten, og sammenligningsportalerne har svært ved at overskueliggøre det.

»Som forbruger kunne man jo ønske sig, at prissammenlignings-siderne bliver bedre til at afspejle de eventuelle tillæg, som vil komme oveni standardprisen på en flybillet. Den utilstrækkelige gennemsigtighed i købssituationen, både på prissammenlignings-siderne og på flyselskabernes hjemmesider, er kritisabel,« lyder det fra Vagn Jelsøe til finans.dk.