Står du overfor at skulle sælge dit hus, som bliver opvarmet med enten olie- eller gasfyr, kan det godt være, at salget ikke sker lige med det samme.

Disse boliger er nemlig ikke længere særlig attraktive, viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Finans Danmark.

Det skriver Finans.dk.

Således svarer 38 procent blandt 1000 adspurgte, at de ikke vil købe en bolig, hvis den bliver opvarmet med et olie- eller gasfyr.

Ifølge Ane Arnth Jensen, der er viceadministrerende direktør i Finans Danmark, giver det mening, at mange danskere nu er opmærksomme på opvarmningskilden.

»Det er helt forståeligt med de prisstigninger, vi har set på olie og gas. Samtidig har Ruslands krig i Ukraine øget samfundets fokus på at blive uafhængig af russisk gas og accelerere den grønne omstilling,« siger Ane Arnth Jensen i en pressemeddelelse.

Hun gør samtidig opmærksom på, at et olie- eller gasfyr nemt og hurtigt kan udskiftes med en grønnere varmekilde som for eksempel fjernvarme eller en varmepumpe

»Så det behøver ikke at afskrække potentielle boligkøbere, at en bolig i dag opvarmes med et fyr,« tilføjer hun.

Energistyrelsen anslår, at 100.000 boliger bliver opvarmet med oliefyr, mens tal fra Nykredit viser, at cirka 410.000 boliger opvarmes med naturgas.