Økologiske fødevarer fylder mere og mere i danskernes indkøbskurve. I 2020 brugte de danske forbrugere nemlig lige knap 18 milliarder kroner på økologi, hvilket sætter en ny salgsrekord.

Det skriver Finans.

Under coronakrisen skete der som bekendt en usædvanlig forskydning af forbruget.

Her voksede detailhandlens omsætning nemlig med cirka to milliarder kroner, hvor foodservicesektorens omsætning faldt med næsten 500 millioner kroner.

De lidt atypiske tal skyldes naturligvis coronanedlukningen, som blandt andet ramte hoteller, kantiner og restauranter hårdt.

De danske forbrugere tyede derfor i højere grad til supermarkederne, hvilket medvirkede til et øget salg af både økologiske og konventionelle fødevarer. Og faktisk har danskerne været særligt glade for de økologiske fødevarer under coronakrisen.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at de økologiske varer nu står for 13 procent af fødevaresalget i detailbranchen samt 12 procent i foodservicesektoren.

Og så er der endda udsigt til, at det stigende salg af de økologiske fødevarer vil fortsætte.

Detailvirksomheden Coop, som står bag supermarkeder som Kvickly, Fakta og Irma, håber i hvert fald, at det stigende salg af økologiske fødevarer varer ved.

Fælles for hele kæden er der nemlig et mål om, at de vil øge salget af økologiske varer inden 2025. Helt konkret bestræber detailkoncernen sig på, at de økologiske varer skal udgøre 22 procent af Coops samlede salg.