Den kommende regering vil gennemføre en skattereform. B.T. har fået regnet på, hvad det betyder for dig.

Reformen kommer især topskatteydere til gode, mens almindelige lønmodtagere får skattelettelser svarende til en pakke med 200 gram Lurpak-smør om måneden.

Mette Frederiksen og co. vil halvere den nuværende topskattesats fra 15 procent til 7,5 procent for lønindkomst op til 750.000 kroner.

Det betyder, at en nuværende topskatteyder, der tjener mellem 750.000 kroner og 2,5 millioner kroner, vil få en gevinst på cirka 11.250 kroner om året svarende til 937 kroner om måneden.

Det viser beregninger, som Sydbank har foretaget for B.T.

Samtidig vil den kommende regering øge beskæftigelsesfradraget med i alt fire milliarder kroner.

Det betyder, at alle cirka tre millioner danskere, der er i beskæftigelse, vil få øget deres årlige beskæftigelsesfradrag.

Værdien af fradraget er cirka 1560 kroner om året svarende til cirka 130 kroner ekstra om måneden.

Endelig vil Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen indføre en ny top-topskat, hvor man øger den eksisterende topskattesats på 15 procent med yderligere fem procentpoint til 20 procent for de allerbedst lønnede, der tjener over 2,5 millioner kroner om året.

For en direktør, der tjener tre millioner kroner om året, vil det medføre en samlet ekstra skattebetaling på 25.000 kroner om året svarende til cirka 2.100 kroner om måneden.

RETTELSE: Det har tidligere fremgået i denne artikel, at værdien af beskæftigelsesfradraget er 30 kroner om måneden. Sydbank har siden rettet det beløb til 130 kroner om måneden og beklaget fejlen.