En rapport fra Transportministeriet langer kraftigt ud efter Scandlines' høje billetpriser.

Forbrugere risikerer - ifølge rapporten - at betale helt op mod 220 procent mere for en færgebillet med Scandlines end med andre rederier.

Ifølge rapporten, der har vurderet rederiets ruter mellem Danmark og Tyskland, burde en færgebillet hos Scandlines tur/retur mellem Rødby og Puttgarden for eksempel have kostet 589 kroner, hvis prisen skulle have svaret til de øvrige rederiers gennemsnitlige priser for en samlet overfartslængde på cirka 37 kilometer (tur/retur).

Scandlines billetpris lå dog på intet mindre end 1.436 kroner, da Transportministeriet foretog undersøgelsen, hvilket er 144 procent højere end benchmarken.

I rapporten bliver Scandlines sammenlignet med blandt andre Molslinjens rute mellem Odden og Aarhus samt tre ruter i Doverstrædet mellem Frankrig og England.

Transportministeriet har sammenlignet prisen på Scandlines' Rødby-Puttgarden billetter med de andre ruter ved i alt 12 forskellige rejsetidspunkter.

'Hvis man alene ser på billettyper, der ikke forudsætter medlemskab af en kundeklub eller et fordelsprogram, så er Scandlines’ pris på Rødby-Puttgarden højere end de andre operatørers gennemsnitlige prissætning ved alle 12 opslag. Scandlines’ billetpriser er mellem 83% og 220% højere end de andre operatørers gennemsnitlige prissætning', skriver ministeriet i rapporten.

I rapporten kritiseres Scandlines også for at have hævet priserne på personbiler mere end den generelle udvikling i forbrugpriserne.

De generelle forbrugspriser er således steget med seks procent siden 2011, mens priserne for Scandlines' 'Standard-/Economy Extra'-billetter er steget med henholdsvis 16 procent i højsæsonen og hele 30 procent i lavsæsonen.

'Sammenligner æbler med pærer'

B.T. har kontaktet Scandlines for at høre selskabets reaktion på Transportministeriets markedsundersøgelse, og rederiet er bestemt ikke begejstret for konklusionen, som man kalder for resultatet af en omgang 'bestillingsarbejde'.

»Vi ved ikke, om vi skal grine eller græde. Men jeg kan sige, at vi ville have været voldsomt overraskede, hvis de dyrt betalte konsulenter var nået frem til et andet resultat,« siger kommunikationschef Anette Ustrup Svendsen og fortsætter:

»Vi har gjort ministeriet opmærksom på, at vi er uenige med rapporten og påpeget, at vi mener, de sammenligner æbler med pærer, når de vælger at sammenligne vores rute med over 50 daglige afgange med et rederi, der har mellem 1-5 afgange om dagen, siger kommunikationschefen og henviser til ruten mellem Hirtshals og Lavik.

Ministeriet er kommet frem til, at jeres billetpriser er steget voldsomt meget i forhold til de generelle forbrugspriser. Hvad er jeres forklaring i forhold til det?

»Det, mener vi også, er en meget underlig sammenligning, da de har valgt at hive et enkelt produkt ud for at fremhæve prisstigningen i stedet for at fokusere på vores gennemsnitspris, som er steget blot syv procent mod forbrugerprisernes seks procent, siger Anette Ustrup Svendsen.

Scandlines har tre billettyper - henholdsvis Economy, Economy Extra og Flex -, og i rapporten har Transportministeriet valgt at fokusere på prisstigningen på Economy Extra-billetterne.

»Det er meget tydeligt for os, at man har villet nå et helt bestemt resultat med den undersøgelse, og det er, at de har villet argumentere for, at der et stort behov for Femern-tunnelen, men da det er flere år siden, at anlægsloven blev vedtaget, undrer det os meget, at ministeriet har valgt at bruge penge på at undersøge os netop nu.

Folketinget vedtog den 28. april 2015 anlægsloven for Femern-forbindelsen, der skal resultere i en fast tunnel-forbindelse på 18 kilometer mellem Rødbyhavn på Lolland til Puttgarden på den tyske ø Fermern.

Scandlines er så utilfredse med Transportministeriets rapport, at de har skrevet et brev til ministeriet. Du kan læse brevet her.

»Vi har endnu ikke fået svar fra ministeriet, men vi forventer da bestemt at få et svar tilbage,« siger Anette Ustrup Svendsen og fortsætter:

»Vi er åbne for dialog og giver gerne en kop kaffe, hvis de gider at sætte sig ned og snakke med os.«