Kunstige sødestoffer er forbundet med en øget risiko for både hjertesygdomme og slagtilfælde.

Sådan lyder det i en ny forskningsrapport fra det medicinske tidsskrift The British Medical Journal, der slår alarm mod brugen af kunstige sødestoffer blandt andet i form af aspartam.

Over 103.000 franskmænd, alle over 18 år, har deltaget i undersøgelsen, som blev offentliggjort 7. september.

Resultaterne viser en klar sammenhæng mellem indtagelse af kunstige sødestoffer og alvorlig sygdom, specielt med hjertet.

De deltagere, der indtog store mængder aspartam, havde en 17 procent øget risiko for slagtilfælde end personer, der ikke indtog det førnævnte sødestof, skriver det britiske medie The Guardian.

Aspartam er et kunstigt sødestof, der findes i sukkerfri læskedrikke, slik, frugtyoghurt, is, marmelade og desserter samt kosttilskud.

De mennesker, der indtog store mængder sukralose, der er et højintensivt syntetisk sødemiddel, som ligesom aspartam findes i mad og drikkevarer, havde en ni procent højere risiko for hjertesygdomme.

»Vores resultater peger på, at disse sødestoffer, som indtages dagligt af millioner af mennesker og findes i tusindvis af mad- og drikkevarer, ikke skal betragtes som et sundt og sikkert alternativ til sukker,« forklarer forskerne i undersøgelsen.

I løbet af den tiårige opfølgningsperiode oplevede 1.502 deltagere hjerte-kar-sygdomme som hjerteanfald, slagtilfælde og brystsmerter.