Normalt siger vi, at en god nats søvn er guld værd. Men lider du af depression, kan det modsatte være tilfældet. Så kan en nat uden søvn have positiv effekt på humøret.

Et studie fra amerikanske søvnforskere viser, at man ved at springe en nats søvn over kan lindre depression. Nok så vigtigt forklarer studiet også, hvorfor det virker.

I forsøget udsatte Philip Gehrman, der er klinisk psykolog og søvnforsker ved University of Pennsylvania, 30 personer med svær depression for en nats såkaldt søvndeprivation. Til sammenligning fulgte han også 54 personer uden depression, hvoraf de 38 ikke sov, mens 16 kontrolpersoner sov normalt.

Forsøget varede fem dage, hvor deltagerne tre gange blev scannet for at måle ilt-tilførelsen til hjernen. Første scanning var efter en normal nats søvn, anden efter en søvnløs nat, mens tredje scanning blev lavet efter to nætter med restituerende søvn.  Desuden vurderede deltagere selv deres humør flere gange under forsøget.

Normalt foreskriver læger en god, lang nattesøvn, men for patienter med depression kan det gode råd være at droppe søvnen.
Normalt foreskriver læger en god, lang nattesøvn, men for patienter med depression kan det gode råd være at droppe søvnen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

På baggrund af scanninger og spørgeskemaer kunne forskerne konkludere, at 43 procent af patienter med depression oplevede en forbedring af deres humør, efter de blev snydt for søvn, mens de fleste af de ikke depressive deltagere rapporterede, at deres humør blev forværret.

Virkningen på de depresssive var øjeblikkelig i modsætning til det meste antidepressive medicin, som skal tages flere uger før det har effekt.

Det er ikke ny viden, at søvnmangel kan lindre depression. Allerede i 1818 fremsatte den første professor i psykiatri, tyske Johann Christian August Heinroth, tesen, men ingen har hidtil kunnet forklare, hvorfor en søvnløs nat, gerne med lyset tændt, har en positiv effekt på humøret hos omkring halvdelen af alle med depression.

Nu identificerer den amerikanske undersøgelse, der er offentliggjort i tidsskriftet ‘Proceedings of the National Academy of Sciences, USA’, hvilke specifikke hjerneområder, der bliver påvirket.

Hos de forsøgspersoner, der rapporterede, at deres humør blev bedre af ikke at sove, kunne forskerne se en øget aktivitet i de to hjerneområder Amygdala og forreste Gyris Cinguli. Det underbygger, at forbindelsen mellem disse er vigtigt for reguleringen af depressions-symptomer.

Ifølge den danske professor, Klaus Martiny, gør dét fund undersøgelsen meget interessant. 

»Det er et studie jeg selv gerne har villet lave i 15 år. Nu er det bevist, at der sker drastiske ændringer i de dele af hjernen, der har med depression at gøre, når man ikke sover. Så er dén brik på plads.« 

Forklaringen kan hjælpe forskere til at finde mindre belastende metoder til at booste humøret hos depressive. 

På Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet arbejder Klaus Martiny med at finde nye ikke-medicinske behandlinger mod depression. 

Blandt andet forsker han i, hvordan man kan stimulere hjernen udefra med magnet-stimulation, men manglende søvn er også på listen over de metoder, han har undersøgt. Hans erfaring er:

»Søvndeprivation (eller vågenterapi) virker lidt bedre på patienter med bipolar sygdom, det vil sige patienter der både har depression og mani. Men der er en lille risiko for, at metoden udløser mani hos disse patienter, specielt hvis de ikke er i stemnings-stabiliserende behandling.«

Derfor har han selv lavet forsøg med vågenterapi på patienter, der kun er depressive.

»60-65 procent af dem oplevede en bedring efter en nat, hvor de var vågne, men rigtig mange faldt tilbage igen, når de sov næste nat. Metoden viste sig at have bedst effekt, når patienterne ikke tog lure dagene efter søvndeprivation, men det kræver meget kontrol og kan give voldsomme humørsvingninger. Det er ikke noget, man skal spøge med,« siger han og anbefaler, at vågenterapi kun udføres i tæt samarbejde med en psykiater, der har erfaring med metoden.