Den allerførste Coop-butik er åbnet i Hinnerup udenfor Aarhus, og snart følger der en række andre butikker landet over.
Med 250 butikker bliver Coop-kæden den største supermarkedskæde i Danmark, men hvordan skal de nye butikker klare sig i et presset marked? Hvad er det helt konkret, som er anderledes fra alle de andre butikker? Det har B.T. spurgt koncerndirektør Allan Kristoffersen om.
For detailmarkedet kæmper hårdt om kunderne, og med den store Coop-satsning håber man på at kunne få en masse tilfredse kunder ud og ind af de nye butikker.
Hvad skal kunderne opleve af forandringer i en Coop, hvis de er vandt til at handle i en SuperBrugsen eksempelvis?
»Jeg håber, at kunderne vil kvittere for, at det bliver nemmere at handle herinde. Det er nemmere at finde rundt, og det er nemmere at finde varerne, det er nemmere at komme ud, det er nemmere at betale,« siger Allan Kristoffersen, koncerndirektør og kædedirektør for Coop, og fortsætter:
»Jeg håber og tror også helt sikkert på, at de vil sige, at det er blevet billigere. At vi opfattes billigere. Vi har sat de gode tilbud frem, og vi har discountmatch på 1.000 varer. Vi har oven i det vores bonus- og medlemsprogram«
B.T. møder koncerndirektøren i den første Coop-butik af sin slag dagen inden den store åbning torsdag. Her peger han på nogle helt særlige områder i butikken, hvor de gerne vil differentiere sig fra andre dagligvarebutikker.
Det er blandt andet delikatessen, som Coop har prioriteret stor plads til i butikken, det er bageren med det friske brød, det er vinen og det er frugt og grønt.
»Her håber jeg, kunderne kan mærke, at kvalitetsoplevelsen også er på plads.«
Kan Coop-kæden være med til at vende tingene for jer i en presset detailbranche?
»Ja, det tror jeg, det her med at lave en helt ny position kan. Når jeg siger, vi vil skabe et hverdagsmarked, er det fordi, vi vil skabe en helt ny butikstype i Danmark, som både kan det et supermarked kan, men også det, en discountbutik kan.«
Koncerndirektøren lægger ikke skjul på, at han går efter at få overtaget i det danske marked.
»Hvis du herinde kan komme og få det hele til en ordentlig pris og stadig få et rigtig bredt udvalg, en rigtig god service og en delikatesse oven i, så tror jeg på, vi kan vinde, og det er det, der er planen.«
Er I bange for, I sætter jer imellem to stole et sted mellem discount og eksempelvis den større Kvickly?
»At lave et supermarked, som vi gjorde før, er jo også både og. Det, vi gør her, er, at vi gerne vil være mere attraktive for flere hverdagskunder, altså være attraktive for flere kunder i hverdagen. Så kan man sige, går vi lidt for meget den ene vej eller den anden vej? Det tror jeg ikke,« siger koncerndirektøren.
Allan Kristoffersen fortæller, at man vil prismatche på 1.000 varer med butikker som Netto.
Desuden kommer Coop til at have flere økologiske varer, men færre varer på hylderne sammenlignet med SuperBrugsen.
Er der så en risiko for, at man taber den kunde, der gerne ville i Kvickly og have det store udvalg, med den her satsning?
»Der er altid risici, når man tester sådan noget her, men markedet er bare til at have fokus på at være mere aktuel for flere. Og derunder også have prisen på plads. Vi skal både-og, og så kan det godt være, vi har trukket den for meget til den eller anden side, men det er derfor, vi skal teste,« siger Allan Kristoffersen.
Butikken i Hinnerup, som åbner torsdag 23. november, er en testbutik, som man i Coop bruger erfaringerne fra til at forme den nye kæde for fremtiden.
Næste Coop-butik, der åbner, slår dørene op i København.