Jeff Gravenhorst, tidligere ISS-topchef, bliver ny bestyrelsesformand for Coop Danmark, og ifølge B.T.s forbrugerredaktør, Niels Philip Kjeldsen, er det heldigvis en erfaren person, der overtager.

»Han får brug for al den erfaring, han har oparbejdet, for det er en stor opgave, han skal være med til at løse her,« siger B.T.s forbrugerredaktør, Niels Philip Kjeldsen.

Manden med den store opgave er Jeff Gravenhorst, og han har tidligere været direktør for ISS i 10 år. Desuden kender han Coop efter 1,5 år som næstformand i Coop Danmark.

Coop er ifølge forbrugerredaktøren en koncern, der har været igennem en periode med voldsom ustabilitet, store forandringer og et historisk underskud.

De tabte 628 millioner kroner sidste år, hvilket førte til et betydeligt antal fyringer tilbage i april måned. I den forbindelse var de også nødsaget til at skære 34 butikker væk fra deres butiksnet.

Det har kunderne også kunne mærke helt konkret, ved at CoopMad, Irma og Fakta er forsvundet, og at både Kvickly og SuperBrugsen nu skal fusioneres.

Derfor er det også vigtigt for Coop at have fundet en afløser for Lasse Bolander, der har været 15 år på posten.

Ifølge Niels Philip Kjeldsen er Jeff Gravenhost udefra set en stor kapacitet, og det skal man også være, hvis man skal stå i spidsen for en så stor koncern som Coop.

»Nu er man i Coop i gang med en genopbygning og nærmest genopfindelse af koncernen, og så er det naturligvis vigtigt at have folk på de helt afgørende poster,« forklarer Niels Philip Kjeldsen.

Den afgående formand Lasse Bolander udtalte tilbage i marts måned:

»Jeg har længe vidst, at jeg ikke ville genopstille, når denne valgperiode udløber. Når jeg melder det ud nu, giver det mulighed for at gennemføre et generationsskifte i god ro og orden i bestyrelserne i Coop-koncernen.«

Jeff Gravenhost træder til 1. oktober, mens Lasse Bolander fortsætter som næstformand indtil april 2024.