Hvis man er elbilejer, så skal man vælge sine besøg hos ladestanden med omhu.

For priserne på strøm slår i øjeblikket rekord hver dag. Tirsdag i denne uge ramte forbrugerprisen på strøm 8,42 kroner pr. kilowatt-time, når man regner alle afgifter sammen.

Det skriver Berlingske.

Derfor kan det nu være dyrere at være elbil-ejer end benzinbil-ejer, hvis man ikke finder de billigste tidspunkter at lade sin elbil, viser beregninger fra FDM

»Beregningen viser, at en elbil kan være markant dyrere end en gennemsnitlig benzinbil, hvis man bare lader uden at tænke sig om,« siger chefanalytiker Ilyas Dogru fra FDM til Berlingske.

Når man udregner udgiften til opladning, så kan de høje elpriser være knap dobbelt så høje som brændstof til benzinbiler.

Konkret viser FDMs beregninger, at hvis man kører 10.000 kilometer, så skal man betale 9.444 kroner for brændstof til benzinbiler, mens det vil koste 17.566 med de høje elpriser.

Hvis man vælger at lade sin elbil, når der er lave elpriser, som søndag eftermiddag, så vil de samlede udgifter blot være 3.636 ifølge FDMs beregninger.

»Det er en teoretisk beregning, men hvis man konstant lader, når det er dyrt, ender man med en »kæmpestor ekstraregning på grund af de her ekstremt høje priser«, siger Ilyas Dogru til Berlingske.