Altaner i ejerlejligheder er en eftertragtet vare. Men den effekt, altanen har på prisen, er ikke længere helt så stor.

Det viser en ny analyse fra ejendomsmæglerkæden Home, skriver Finans.dk.

Mere nøjagtigt viser analysen, at kvadratmeterprisen for ejerlejligheder med altan ligger 1368 kroner over prisen for ejerlejligheder uden altan. Det svarer til en forskel på 2,8 procent.

Til sammenligning lå prisforskellen på en lejlighed med altan og en lejlighed uden altan i 2018 på over 1.635 kroner svarende til en forskel på 4,1 procent

Analysen dækker alle solgte ejerlejligheder, eksklusive projektsalg.

Ifølge Michael Hammerbak, indehaver af Home Vesterbro og Home Christianshavn, er der ikke længere den samme efterspørgsel på altaner som tidligere.

Det skyldes, at mange ældre lejligheder har fået altaner samtidig med, at alle nye lejligheder bliver bygget med altan.

Dermed er det ikke længere så eksklusivt med altan.

»Det er stadig en eftertragtet vare. Coronakrisen har nok også været med til at gøre det mere eftertragtet, da altanen kan fungere som et åndehul. Så på den måde er det noget, folk har tænkt mere på,« siger Michael Hammerbak til Finans.dk.

Han understreger, at det fortsat er en god investering at få en altan i sin ejerlejlighed.