Man siger, at julen er hjerternes fest, men for supermarkederne er det den tid på året, hvor krigen om at lokke kunderne til intensiveres.

B.T. har lavet en gennemgang af en række tilbud på populære julevarer, som supermarkederne bruger til at få kunderne ind i butikken. Og det er nøje tilrettelagt, for der er mange penge på spil.

»Julen er en meget vigtig periode for alle i dagligvarehandlen. Det er det tidspunkt på året, hvor de store indkøbskurve bliver fyldt, så det er vigtigt at sætte nogle skarpe priser,« forklarer Kasper Reggelsen, kommunikationschef i Salling Group.

En af de fødevarer, som supermarkederne i december på skift bruger som våben i krigen om at lokke kunderne ind i butikken, er smør.

En gennemgang, som B.T. har lavet af tilbudsaviser fra december 2019, viser, at man i ugerne frem til jul kan finde 200 gram Lurpak-smør, der normalt koster omkring 22 kroner, til maks. 10 kroner, hvis man shopper lidt rundt.

Lurpak-smør er et af de produkter, man kan finde på tilbud i hele december.
Lurpak-smør er et af de produkter, man kan finde på tilbud i hele december.

I kampen om at vinde forbrugernes pengepung er der overordnet to ting, der spiller ind: nemlig 'genkendelighed' og 'timing', forklarer Lars Aarup, kommunikations- og analysechef i Coop.

»De fleste kender ikke prisen på sovsekulør, derfor er det ikke interessant at sætte på tilbud. Omvendt ved de fleste, hvad normalprisen er på en pakke Lurpak, så her er det let for forbrugerne at spotte et godt tilbud.«

»Samtidig nytter det ikke noget, at man har tilbud på piskefløde til risalamanden i starten af december, for den kan ikke holde sig i en måned. Hvorimod en flæskesteg godt kan det.«

Tilbud på piskefløde er i en liga for sig. Det vender vi tilbage til senere.

»Typisk har supermarkederne to-tre ting, de har lokker med, og så håber de, at man også køber resten på indkøbslisten der,« siger tilbudsjægeren Jøregn Brønd.
»Typisk har supermarkederne to-tre ting, de har lokker med, og så håber de, at man også køber resten på indkøbslisten der,« siger tilbudsjægeren Jøregn Brønd. Privatfoto

En af de danskere, der følger supermarkedernes priskrig med stor interesse, er 67-årige Jørgen Brønd. I hjemmet i Skibet ved Vejle er det fast tradition, at Jørgen og hans kone hver torsdag gennemgår ugens friske tilbudsaviser og laver lister over, hvor de gør det bedste kup.

I julen er det især tilbud på smør, fløde og flæskesteg, parret holder øje med.

»Man skal helst være der med det samme, når man ser et godt tilbud på flæskesteg, så man får den største og den bedste,« fortæller han.

Men selv en garvet tilbudsjæger som Jørgen Brønd erkender, at det kan være en udfordring at regne ud, hvornår man skal slå til.

»Vi har oplevet, at en flæskesteg, der var på tilbud, faktisk var endnu billigere ugen efter. Alligevel tør vi ikke satse, for vi risikerer at gå glip af et godt tilbud, hvis det ikke holder stik.«

B.T.s kig i tilbudsaviserne fra december 2019 bakker Jørgen Brønds oplevelse op.

Både i Bilka, Lidl, Fakta, Føtex og Netto blev prisen på flæskesteg og svinekam sænket markant, jo tættere man kom på juleaften.

Eksempelvis havde Netto i den første uge af december Velsmag Flæskesteg som spotvare til 19,95 kroner pr. halvkilo, mens prisen lige inden jul var skåret midt over og nu var nede på 9,95 kroner.

Strategien med allerede fra starten af december at lokke kunderne med et godt tilbud på noget, der måske først skal på bordet juleaften, er klokkeklar, forklarer Flemming Birch, der er partner i Birch & Birch og ekspert i detailhandel og forbrug.

»De gode tilbud er som partisansøm på vejen. Måske havde vi tænkt os at vente med at købe den, og måske var det slet ikke den type steg, vi havde planer om at putte i kurven, men tilbuddet kan slå os ud af kurs og få os til at slå til.«

Nu tilbage til fløden. En analyse, som eTilbudsavis-appen har lavet for B.T. af, hvilke varer danskerne søger mest på i december, viser, at fløde indtager andenpladsen som den mest søgte.

Og det er netop prisen på fløde, som langt de fleste supermarkeder er enige om at save ned til det kvarte i ugen op til jul. For det er her, det afgørende slag om at lokke kunderne til skal slås, og en af tilbudsbomberne er en halv liter piskefløde til 5 kroner.

Det er også noget, tilbudsjægeren Jørgen Brønd har bemærket.

»Sådan har det været år efter år. Men hvorfor er der ikke nogen, der sætter den til 4,50 kroner. Hvis det koster det samme alle steder, hvorfor skulle jeg så vælge det ene supermarked frem for konkurrenten?«

Det er korrekt, at prisen har fundet et niveau i de seneste år, forklarer kommunikationschefen i Salling Group, Kasper Reggelsen, og uddyber, at det vil være rigtig dyrt at gøre det endnu billigere:

»Vi investerer rigtig mange penge i at være attraktive lige op til jul. Så vi tager det ud af vores fortjeneste, når vi sætter prisen så lavt. Vores håb er, at de penge, kunderne sparer på piskefløden, i stedet bruges på at købe en god flaske rødvin.«

Vær med i B.T.s julekalender. Svar på dagens spørgsmål og vind præmier hver dag. Tilmeld dig her!