Der er dårligt nyt på vej til 1,1 million danskere.

De får nemlig snart at vide, at de har betalt for lidt i boligskat.

Det skriver Børsen.

I år og næste år får alle danske boligejere nye ejendomsvurderinger for første gang i flere år.

En af vurderingerne er den fra 2020, som viser, hvad man burde have betalt i boligskat i 2021, 2022 og 2023.

Til Børsen siger Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit:

»De boligejere, der kan forvente en restskat for grundskylden, er den store midtergruppe af boligejere, dvs. dem, der har oplevet en pæn prisstigning på deres bolig i løbet af 2010erne.«

En højere ejendomsvurdering vil betyde, at man skal betale mere i grundskyld, end man har gjort i 2020, 2021 og 2022.

Ifølge Børsen har Skatteministeriet regnet sig frem til størrelsen på ekstraregninger til boligejerne for årene 2021 til 2023.

En halv million boligejere står til at skulle betale mellem 1000 og 5000 kroner.

400.000 boligejere slipper billigere end det, mens nogle vil modtage regninger, der kan være på over 20.000 kroner.

Beløbet bliver indefrosset, så man først skal betale pengene, når man sælger sin bolig.