»Vi tror, vi kan udvide hele kaffemarkedet og give flere danskere mulighed for at nyde en god kop kaffe.«

Selvtilliden fejler ikke noget hos McDonald's, der torsdag åbner sin første McCafé herhjemme.

Det sker på Falkonér Allé på Frederiksberg, hvor restauranten den seneste tid har gennemgået en større renovering. Burgermenuerne er, som vi kender, men nu er der også god kaffe og kage på menukortet.

Allerede fra starten er målsætningen helt klar: McDonald's vil tilbyde god baristakaffe til priser, der matcher de mange kaffebarer i hovedstadsområdet.

Eksempelvis kommer en mellem-latte til at koste 26 kroner, mens man kan få en lille americano for 17 kroner.

Men modsat den store kaffepriskrig for tre år siden, hvor McDonald's tilbød gratis kaffe hver morgen i en hel måned, er der ikke tale om begyndelsen på en kaffe-priskrig.

I stedet er kvalitet i fokus. Kaffen er 100 procent arabica og certificeret af Rainforest Alliance.

»Vores personale er blevet uddannet af en af landets bedste baristaer, Rasmus Jordt, og vi har købt state-of-the-art-maskiner,« fortæller Mads Jensen, kommunikationschef i McDonald’s Danmark.

Til gengæld nærer burgergiganten ikke de store illusioner om, at folk kommer til at bruge lang tid på McCafé.

Tværtimod er der fokus på to-go-kaffe.

Mod gaden vil der være en luge, hvor man kan købe en kop, så man ikke behøver gå ind i restauranten.

»Vi er kendt for, at det godt må gå lidt hurtigt. Det er nok ikke os, men snarere de små kaffebarer, der indbyder til kaffeslabberas,« siger Mads Jensen.

Senere vil McDonald's udvide med to caféeer, som vil ligge i restauranter i provinsen.

Derefter skal konceptet evalueres.

Samtidig med åbningen af det særlige café-afsnit i restauranten indfører McDonald's selvbetjeningsskærme i restauranten på Frederiksberg.

De er allerede indført i restauranten på Vesterbrogade ved Tivoli.