Novo Nordisk er kommet så godt fra land i 2023, at man nu opjusterer forventningerne til årsregnskabet ganske markant.

Det oplyser man i en pressemeddelelse torsdag.

Således forventer Novo Nordisk nu, at man vil vækste på salget med mellem 24 og 30 procent, og det er en betydelig stigning fra den hidtidige forventning, som lå i niveauet 13-19 procent.

Samtidig forventer man en vækst i driftsoverskuddet hos Novo Nordisk i omegnen af 28 til 34 procent.

Det er især det store salg af slankemidlet Wegowy, der driver den stigende omsætning hos Novo Nordisk, oplyser man.

Samtidig fortæller Novo Nordisk, at man har indgået aftale med endnu en producent og dermed øger produktionskapaciteten af det populære slankemiddel.

Men også forventningerne til salget af diabetesmidlet Ozempic, der indeholder samme aktive stof, semaglutid, som Wegowy, er steget hos den danske medicinalgigant.

Opjusteringen har indtil videre ført til en stigning på 2,9 procent i Novo Nordisk-aktiekursen i forhold til prisen ved onsdagens børslukning.

Novo Nordisk ventes at komme med en officiel kvartalsmelding til markedet 4. maj.