Den er tilsyneladende helt gal med norske jordbær.

Landets fødevaretilsyn har derfor indkaldt til digitalt krisemøde klokken 12 mandag.

Det sker, efter der hos Norges største jordbærplanteproducent er konstateret planter med den alvorlige sygdom rød marv, skriver Nationen.no.

Mange kommercielle jordbæravlere har allerede modtaget flere planter fra den pågældende producent.

På mødet skal parterne blandt andet drøfte opfølgningen på den smittede planteproducent, konsekvenserne for de berørte jordbæravlere og kontrollen med området.

Sigrun Pettersborg, chef for industripolitik i Norsk Landbrugsforening, kalder sagen alvorlig og understreger, at bærdyrkerne skal kunne have tillid til gældende certificeringsordninger.