Sommerhusejere i Danmark rammes vidt forskelligt af de nye boligskatter. I flere områder er der lagt op til stigninger på over 10.000 kroner om året.

En beregning i Berlingske foretaget af Nordea Kredit viser således, at skatten kommer til at stige markant i de populære nordsjællandske sommerhusområder.

I andre dele af landet sker der imidlertid det modsatte, og samlet set kommer danske sommerhusejere faktisk til at betale lidt mindre i ny boligskat.

Det er især Halsnæs, Gribskov og Odsherred kommuner, hvor sommerhusejere kan se frem til højere boligskat.

Et dyrt sommerhus i en af de tre kommuner kommer til at kaste en stigning i den årlige skatteregning på mellem 7.930 og 10.830 kroner af sig, viser beregningen.

Og 'dyrt' defineres her som værende et sommerhus, hvor 90 procent af de øvrige sommerhuse i kommunen er billigere, og 10 procent er dyrere. I Odsherred ligger det niveau i cirka 3.746.000 kroner.

Hos Nordea Kredit vurderer chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann over for Berlingske, at en stigning i boligskat vil medvirke til at presse prisen nedad.

Der er imidlertid mange andre faktorer – heriblandt renten, beskæftigelsen og prisudviklingen på helårsboliger – som spiller ind, peger hun på.

I den modsatte ende af skalaen kan sommerhusejere i Faxe kommune se frem til en skattelettelse. På samme måde vil et såkaldt dyrt sommerhus i kommunen – cirka 1,8 millioner kroner – slippe godt 3.000 kroner billigere.

Du kan se opgørelserne og de en oversigt over prisniveauerne på sommerhuse i de forskellige kommuner hos Berlingske.